Mæglermakkerpar åbner Estate i gågaden
estate_centrumgaden_4.jpg
Victor Lykke Methmann og Nicolai Holck Bendixen er på hjemmebane i Ballerup. De har begge en fortid i Home Ballerup, men åbner nu deres egen mæglerforretning Estate Ballerup-Smørum i Centrumgaden 17. Foto: Flemming Schiller
forretningsnyt 1. august åbner makkerparret Victor Lykke Methmann og Nicolai Holck Bendixen ejendomsmæglerforretning i Centrumgaden i Ballerup.

Der er godt gang i boligmarkedet her i området, og nu bliver der endnu en mægler at vælge imellem, hvis man skal sælge eller købe bolig. For i Centrumgaden 17 kæmper 26-årige Victor Lykke Methmann og 30-årige Nicolai Holck Bendixen med at få bakset de mange ikea-skabe sammen til noget, der engang skal ligne et køkken i deres kommende ejendomsmæglerforretning Estate Ballerup-Smørum.

»Der er lidt pres på,« griner Victor, da vi stikker hovedet indenfor en uge før åbningsdagen.

Internettet virker stadig ikke og møblementet er mildest talt sparsomt. Men godt humør og ildhu er der til gengæld rigeligt af.

»Vi glæder os til at komme rigtigt i gang. Det her bliver jo vores helt eget, hvor vi kan gøre tingene på vores måde. Vi har tidligere arbejdet sammen i tre år i Home her i Ballerup og udgjorde et stærkt team, så vi er sikre på, at det nok skal gå. Og vi ser det her som en spændende mulighed og håber vi kan være et friskt pust her i byen,« fortæller Victor, der lige har haft en kortvarig afstikker til Home i Virum, hvor han var salgschef, men er meget glad for at komme tilbage til Ballerup igen.

Nicolai blev i Ballerup – også som salgschef i Home – en by der har dannet rammen om det meste af hans liv.

»Jeg er født og opvokset her og hele min familie bor her stadig,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg kender alt til området Ballerup og Smørum – og der er ikke en vej, jeg ikke kender.«

Begge fremhæver mangfoldigheden som noget af det, de holder allermest af ved Ballerup og omegn.

»Her er lidt af det hele – høj og lav, by og land,« siger Victor.

»Ja, det er mangfoldighed – både i forhold til de mennesker der bor her, og de boliger vi kommer til at sælge. Det kan vi begge godt lide,« tilføjer Nicolai.

Ingen skal bare være et nummer i rækken

De to unge mæglere glæder sig til at blive herrer i eget hus, og selvom der allerede er en hel del ejendomsmæglere i byen – blandt andet deres egen tidligere arbejdsplads – er de ikke bange for konkurrencen.

»Når folk sætter deres hus til salg, spørger de jo ofte flere mæglere, så faktisk er det helt ok, at der ligger flere her i byen,« siger Nicolai og suppleres af Victor:

»Det er lidt ligesom bilforhandlere – de ligger også tit i klynger. Så når folk alligevel er ude og prøve bil det ene sted, går de også lige over til den anden og ser, hvad de kan tilbyde.«

»Det vigtigste er at blive set – og det gør vi i hvert fald her i gågaden,« konstaterer Nicolai.

Begge glæder sig til den mere direkte og personlige kontakt med deres kommende kunder i mindre rammer, end de har arbejdet i indtil nu.

»Når man arbejder et stort sted med mange ansatte, så bliver det bare svært at holde den der tætte kontakt med kunden. Vi har begge prøvet at have 30-40 boliger til salg samtidig, og så kan man altså bare ikke have 100 procent opmærksomhed på dem alle sammen hele tiden,« forklarer Nicolai.

»Her vil vi satse mere på kvalitet frem for kvantitet, og her skal ingen bare være et nummer i rækken,« tilføjer Victor.
Estate Ballerup-Smørum åbner 1. august. Åbningsreceptionen skyder de dog til september, hvor de regner med at have helt styr på butikken.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *