Julemanden fra Ballerup fejrede jul i juli
Jul-i-Juli-2018-PRESSE-copy.jpg
20-årige Jonas Kirk Petersen trak i arbejdstøjet og tog til ’Jul i Juli’ på Bakken. Foto: Privatfoto
sommerjul Mens andre vælger at nyde sommervarmen iført shorts og solbriller, har 20-årige Jonas Kirk Petersen fra Ballerup valgt at gøre det på en lidt anden måde.

Sammen med en stor gruppe ligesindede har Jonas valgt at iklæde sig det hvide skæg og julemandstøj og fejre ’Jul i juli’ på Dyrehavsbakken. Arrangementet er en del af Julemændenes Verdenskongres, hvor frivillige ildsjæle og entertainere fra hele verden hvert år mødes iklædt julens kostumer.

For Jonas Kirk Petersen, som driver underholdningsvirksomheden ShowTryl, er det en dejlig afveksling at få lov at tage forskud på juleunderholdningen midt i det nøje planlagte sommerprogram, hvor han netop er hjemvendt til Ballerup efter en trylleturné rundt på Fyns campingpladser.

»Det giver en dejlig munter stemning, når vi med julesang går gennem Bakkens gader og stræder. Folk stopper op og trækker på smilebåndet, og så er de små helt med på den. Selvom det er en varm fornøjelse, så giver det utrolig god mening, idet vi spreder smil og god stemning,« fortæller Jonas.

Til september går ShowTryl, drevet af Jonas Kirk Petersen som entertainer og Lukas Bruun Rasmussen som idékoordinator, allerede i gang med planlægningen til dette års juleprogram. Det kræver mange forberedelsestimer, og der ligger en del logistisk arbejde bag før de til december er klar til at sprede julestemning og smil landet over.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *