Galleri i den gamle gedestald
lene_astrup12.jpg
64-årige Lene Astrup var tidligere kendt for sit gedehold, nu er gedestalden bygget om til galleri og huser hendes egne malerier og værker af gæsteudstillere. Foto: Flemming Schiller
kunst Ballerup har fået et nyt galleri, smukt beliggende på Brandmosevej. Her har Lene Astrup slået dørene op til nyt udstillingssted, der skal huse både hendes egne malerier og gæsteudstillinger.

En smal, snoet grusvej fører ned til Ballerups nye udstillingssted, beliggende i et naturskønt område på Brandmosevej mellem Frederikssundsvej og Jonstrupvej. Her har 64-årige Lene Astrup netop åbnet Galleri LE Kunst i en tidligere stald.

Indenfor hænger galleristens egne værker, akrylbilleder i stort format af eksotiske dyr. Zebraer, gorillaer og strudse. Intense, farvestrålende billeder med et glimt i øjet, der afspejler Lene Astrups positive livsindstilling og forkærlighed for dyr.

Før kunsten husede stalden den gedeflok, Lene Astrup er kendt for i kommunen, og som sørgede for naturpleje af de 24 tønder land, hun og ægtemanden råder over.

»Jeg er verdens lykkeligste menneske. Og jeg har det som om, jeg er på evig sommerferie,« siger den 64-årige kunstner og slår ud med armene for at understrege sin lykke.

Og det er svært ikke at blive smittet af hendes begejstring over sit nyåbnede galleri, der ligger så natursmukt, at det næsten gør ondt. Der er grønt overalt, solen spejler sig i den nærliggende sø og gøgen kukker i det fjerne her i Lene Astrups oase.

Igangsætter af natur

»Ideen til at åbne galleri kom af, at jeg de seneste fire år har været med i ’Åbne Døre (årligt arrangement, hvor kunstnere åbner deres atelierer for publikum i en weekend, red.) og har hver gang haft mange besøgende. Galleriet er indrettet i en gammel stald, hvor jeg indtil for et år siden havde geder. Men da jeg har gigt, blev det for hårdt for hænderne at hive høballer ned fra loftet og skifte vand i deres jerntrug. Især om vinteren, når det er koldt. Og så opstod ideen,« forklarer den nyslåede gallerist om sit seneste projekt.

For Lene Astrup er igangsætter af natur, om det gælder haven, væksthuset med de gigantiske pelargonier og nerier, som hun selv driver frem eller de dyrehold, hun har haft gennem årene. Der skal ske noget, og hun har det bedst med at være i gang.

Selv tilskriver hun sin energi den ADHD-diagnose, hun fik som 51-årig, og som betød, at hun stoppede med at arbejde som støttepædagog. Forud var gået otte år med nedsat tid og mange dage i sengen, fordi hun ofte blev lagt ned af massive hovedpiner og mavesmerter grundet ADHD’en.

Bange for at dumpe

»Men det vidste jeg ikke dengang, men efter jeg stoppede med at arbejde, er symptomerne næsten forsvundet, og med årene har jeg lært mig selv nogle strategier, så jeg i dag godt kan sidde ned og læse en bog. Men det kunne jeg ikke tidligere. Og som barn klarede jeg mig dårligt i skolen, blev tit sat uden for døren og fik dårlige karakterer og blev i det hele taget betragtet som uartig,« fortæller Lene Astrup, der droppede ud af 9. klasse i frygt for at dumpe til eksamen.

I stedet blev hun udlært dekoratør, siden klinikassistent og arbejdede i skoletandplejen i Smørum og Ballerup, inden hun gik i gang med en uddannelse som socialpædagog. Og det til trods for at hun hverken havde en afgangseksamen fra folkeskolen eller en gymnasial uddannelse.

»Men jeg tog op og talte min sag hos rektor på seminariet, og så fik jeg lov at starte,« griner Lene Astrup og kalder sig selv en ’ADHD’er med gode sociale kompetencer’.

Mens hun arbejdede som støttepædagog, tog hun også en diplomuddannelse i specialpædagogik. Udover at score et 13-tal til eksamen og feje tidligere tiders akademiske mindreværdskomplekser af banen, kom hun samtidigt på sporet af sin egen diagnose, og gik til lægen og blev udredt.

»Jeg græd, da jeg fik diagnosen,« husker hun om den lettelse, det var at få sat ord på de symptomer, hun har døjet med hele sit liv.

Koncentration og ro på

Interessen for at udtrykke sig gennem billeder har fulgt Lene Astrup siden barndommen, hvor tegning var noget af det, der kunne fange hendes koncentration og få roen til at sænke sig over barndomshjemmet.

»Jeg sad tit og tegnede med min søster, og da mine børn var små, begyndte jeg så at male akvareller og tage på et kursus engang imellem. Men både min søster og datter maler akryl på lærred, og de blev ved med at sige til mig, at det skulle jeg prøve. Jeg har altid syntes, at det var mørkt og kedeligt. Men så prøvede jeg alligevel, og blev bidt af det,« siger Lene Astrup, der har gået på en række kunstskoler og har lært at male hos blandt andre Bjørn Ignatius Øckenholt, ligesom det er et blevet til en række udstillinger i kunstforeninger og virksomheder.

Mest stolt er Lene Astrup af sin deltagelse på Hillerød Kunstforenings censurerede udstilling sidste år, hvor hun fik publikumsprisen for billedet ’Hvor fanden er min cykel’. Billedet kan ses i hendes nyåbnede Galleri LE Kunst, der har åbent hver onsdag klokken 13-18.

Alle fotos: Flemming Schiller



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *