Smørum Golfklub vandt Europa Cup’en
Smørum-Golf-Europa-Cup3.jpg
Guldet gik til Smørums damer ved Europa Cup'en i Bulgarien.
Golf Damerne fra Smørum Golfklub vandt helt suverænt weekendens Europa Cup for mesterhold.

I total overlegen stil slog Smørum Golfklubs elite damehold sig stille og roligt ind på en hel suveræn førsteplads ved weekendens European Ladies Club Trophy, Europa Cup’en for mesterhold.

Turneringen blev spillet på St. Sofia Golf & Spa Clubs bane i Bulgariens hovedstad Sofia. En smuk ramme om et imponerende resultat for den lokale klub.

Holdet kvalificerede sig til Europa Cup’en ved at vinde DM i sidste måned og bestod af 17-årige Emily Pedersen, der tidligere i år blev Europamester, 18-årige Nanna Madsen, som vandt DM i slagspil i august og den syvdobbelte danske mester Charlotte Lorentzen, som i dette selskab er den rutinerede med sine 23 år.

Holdleder Henrik Nielsen fortæller til Ballerup Bladet, at det er første gang nogensinde, at et danske hold vinder European Ladies Club Trophy.

Det skete på en klar og overbevisende måde med en margen på 19 slag ned til nummer to: De franske mestre fra Golf de saint Cloud og 24 slag ned til nummer tre, som var de forsvarende Europas-cup vindere fra RNCGSS Basozabal fra Spanien.

Klart det bedste hold

Straks fra begyndelsen af turneringen viste Smørum sig at være klart det bedste hold. Efter første dag førte de med seks slag, og individuelt låg Nanna Madsen på førstepladsen med en runde på 65, som var ny banerekord.

Andendagen gik ligeså. Feltet blev sat til vægs, og da resultatlisten kom frem var forspringet øget med seks slag og var dermed oppe på 12 inden finalerunden.

Straks fra starten på finalerunden viste Smørums piger de Franske mestre, at de ikke ville slippe det forspring. Efter to huller var Emily Pedersen to under, og halvvejs igennem runden var forspringet øget med fem slag.

Det kunne ikke sættes til og ved 18. hul stod holdkammeraterne og tog imod Nanna Madsen, som endnu en gang tangerede sin egen banerekord på 65 slag.

En helt igennem imponerende bedrift af golfdamerne fra Smørum.

Smørum-Golf-Europa-Cup1

 

Der er god grund til jubel i Smørum Golfklub. Først tog elite dameholdet DM og nu kan de også kalde sig Europamestre for klubhold. Fra venstre: Lotte Nørskov, Charlotte Lorentzen, Henrik Nielsen, Nanna Madsen, Emily Pedersen og AnneMarie Galtt



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *