Veterantoget ruller igen fra Ballerup til Klampenborg
Veterantoget_endeperron-copy.jpg
Veterantoget Bakketoget ruller i Kristi Himmelfartsferien. Turen går fra Ballerup til Klampenborg med det fine damplokomotiv og de 100 år gamle passagervogne. Foto: Pressefoto
Familieudflugt Der er røg og damp for alle pengene, når Bakketoget ruller i morgen samt lørdag og søndag.

I Kristi Himmelfartsferien torsdag, den 29. maj, lørdag, den 31. maj og søndag den 1. juni er det fine veterantog ’Bakketoget’ igen på skinner.

Det imponerende damplokomotiv med 100 år gamle passagervogne efter sig kører fra Ballerup til Klampenborg og retur.

Turen varer cirka 50 minutter hver vej og egner sig perfekt til en familieudflugt til Dyrehavsbakken, hvor skoven er sprunget ud og der er mulighed for at se nogle af de mange dyr, der bor i den skønne natur.

Undervejs standser toget i Herlev, Flintholm, på Hovedbanegården, Østerport og Hellerup.
Forældre skal lige være forberedt på – hvis de har helt små børn med – at der, når toget kører gennem København bliver buldermørkt, når det kører under jorden mellem Hovedbanegården og Østerport.

Der er afgang fra Ballerup alle tre dage klokken 10.05 og 14.05. Og returafgang igen fra Klampenborg klokken 12.11 og 16.11.

Billetsalget foregår kun i toget og Nordsjællands Jernbaneklub opfordrer til at passagererne har lige penge med (120 kroner for voksne og 60 for børn). Man kan godt have barne- og klapvogne med på turen.

Det er medlemmer af Nordsjællands Jernbaneklub, som udfører alt arbejde på toget frivilligt og ulønnet. Udflugternes overskud går til vedligeholdelse og renovering af materiellet.

Læs mere på www.veterantoget.dk, hvor du også kan se den fulde køreplan for Bakketoget.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *