Pilgrimsgudstjeneste i Ballerup Kirke
Ballerup-Kirke-maj-2014-copy1.jpg
24. juli åbner Ballerup Kirke igen efter renoveringen. Kom indenfor klokken 19, hvor der er ’’pilgrimsgudstjeneste’’. Foto: Mia Thomsen
Kirke Torsdag den 24. juli klokken 19 fejrer Ballerup Kirke Sankt Jakobsdagsaften.

Ballerup kirke er oprindeligt indviet til apostlen Jacob.

»I gamle dage tog mændene hatten af, når de nærmede sig kirken og hilste pænt: ’God morgen, Sankt Jakob’. Oppe i kirkens kalkmalerier har Jakob fået en fornem plads, malet med pilgrimsstav og muslingeskallen i hatten,« fortæller sognepræst Inge Meibom.

Da Ballerup kirke blev bygget i 1200-årene, var den et andagtsrum og hvilested for de mange tusinde nordiske pilgrimsvandrere, som var på vej ned til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostella i nordvest Spanien.

I kirken kunne pilgrimmene søge ly og åndelige kræfter til den videre vandring – ligesom moderne mennesker i dag har mulighed for det.

Den 24. juli kan man opleve en anderledes ”pilgrimsgudstjeneste”, hvor sognepræst Inge Meibom vil trække historiske tråde tilbage til de gamle Jakobsstier omkring Ballerup – ned til Caminoen i Spanien.

Efter gudstjenesten vil kirkeværge Benny Schmidt kort fortælle om de nyeste renoveringer af kirken.

Bagefter er der kaffe/te og kage for en tier i Præstegården og haven vil være åben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *