Afbrændingsforbud i Ballerup
Tørke Levende ild og tørke er en farlig cocktail, derfor skærper beredskabschefen nu afbrændingsforbuddet i Ballerup Kommune

På grund af tørke og dermed høj risiko for naturbrande, skærper beredskabschef Michael K. Andersen fra dags dato afbrændingsforbuddet i Ballerup Kommune.

Der er i forvejen et generelt afbrændingsforbud i kommunen, hvilket betyder, at man ikke må afbrænde haveaffald med mere. Det forhold bliver nu skærpet yderligere med et forbud mod enhver afbrænding i det fri i hele Ballerup Kommune.

Undtagelsen fra forbuddet er brug af grill og flytbare bålsteder i villahaver og lignende.

Der vil blive udsendt en ny meddelelse, når tørkeperioden er overstået, og forbuddet ophæves.

Beredskabschefen opfordrer også alle til at være meget påpasselige i øjeblikket, da en brand i tør vegetation kan brede sig meget hurtigt.

Tørken, som ifølge DMIs prognoser ligger højt på deres tørkeindeks, betyder desværre også en forøget risiko for brande, som kan sprede sig meget hurtigt.

Skulle der komme lokale byger i den kommende tid, vil vegetationen fortsat være meget tør, da de høje temperaturer får vandet til at fordampe.

Ifølge DMI skal der komme flere dage med regn, før tørkeindekset ændrer sig og hermed også nedsætter risikoen for brand.

Hvis læserne har spørgsmål vedrørende afbrændingsforbuddet, er de velkommen til at kontakte Ballerup Redningsberedskab på beredskab@balk.dk eller via tlf. 44 77 20 00.

Dette skal du være opmærksom på:

Beredskabschefen beder alle om at være særlig opmærksom på følgende:

• Ikke at smide tændstikker, cigaretter eller lignende i naturen

• Undlad at parkere din bil i højt græs, da katalysatoren fra bilen kan antænde græsset.

• Hvis du bruger grill eller flytbare bålsteder i villahaver og lignende, skal du sørge for at have vand til rådighed f. eks. i form af nogle vandflasker eller en haveslange.

• Hvis du hælder kul fra grillstarteren over i grillen, skal du være opmærksom på, at der nemt kan sprede sig gnister.

• Grillen må ikke forlades, før den er slukket.

• Hvis du bruger engangsgrill, skal den stå på et ubrændbart underlag. Når du er færdig med at grille på engangsgrillen, anbefaler vi, at du slukker grillen med vand og køler området, hvor den har stået med vand.

• Hvis det blæser, fyger gnisterne nemt i naturen. Hold derfor øje med vinden, hvis du tænder et bål eller grill.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *