Børnene fejrede skolens 200 år
Folkeskolen-200-ar-4-copy.jpg
Borgmesteren og et par glade Klima-børn lagde breve i tidskapslen. Om 100 år kan vores efterkommere læse dem. Foto: Mikal Schlosser
Jubilæum Der var ekstra meget liv i gangene på Ballerup Rådhus, da flere end 100 børn var på besøg i anledningen af skolens 200 års jubilæum.

Fredag den 15. august bød borgmester Jesper Würtzen velkommen til de mere en 100 fremmødte børn fra Ballerups skoler.

De var samlet på rådhuset for at fejre 200 års jubilæet for skolesystemet, som vi kender det.

»I dag fejrer vi, at det er 200 år siden, det blev en ret og en pligt for alle danske børn at gå i skole og lære at læse og regne. Før det var det kun de riges børn, der gik i skole,« indledte Jesper Würtzen og fortsatte:

»Skolen har udviklet sig meget i de 200 år, den har eksisteret. Både bygninger, møbler, teknologien og den måde, lærerne underviser på. Og for få dage siden fik vi så en ny skolereform, som skal give skolebørnene de bedste forudsætninger for at klare sig i vores samfund. Det er værd at fejre, at skolen hele tiden udvikler sig. Rigtig hjertelig velkommen.«

Brev i tidskapslen

Måløv Skoles kor og teatergruppen Klima underholdt de mange fremmødte, inden borgmesteren lagde første bidrag i den tidskapsel, der skal dokumentere skolen anno 2014 for eftertiden og først bliver åbnet igen, når den har stået godt gemt i Stadsarkivet i 100 år.

Bormesterens bidrag var et brev, hvori han fortæller om sit eget forhold til skolen:

»Der er sket meget, siden jeg selv startede i skole i 1972. Dengang var computeren nærmest ikke opfundet, men i dag er der både elektroniske tavler, iPads og computere i skoleklasserne. Og om 100 år er der sikkert teknologi, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os i dag,« læste borgmesteren op fra brevet.

Arrangementet på rådhuset var kun det første af en række i Ballerup Kommune for at fejre 200-året. Man kan finde flere på www.pcballerup.dk

Folkeskolen-200-ar-1-copy Folkeskolen-200-ar-2-copy Folkeskolen-200-ar-3-copy

Fotos: Mikal Schlosser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *