»Havde vi siddet i sofaen var vi sikkert døde«
Bil-i-hus-1-copy.jpg
Sådan så det ud lige efter, at bilen var kørt ind i huset. Der hvor bilen front står, var sofaen placeret. Voldsomme skader på hus og bil - heldigvis ingen på mennesker. Foto: Privatfoto
Chok Familien Tofte i Skovlunde fik pludselig en bil ind i deres stue. Ødelæggelserne var store. Nu kræver de trafikdæmpning.

Fredag aften i forrige uge sad Dorte og Michael Tofte i deres sofa i villaens stue på Kirkebyvej i Skovlunde. Den sidder de i næsten hver aften, når der skal hygges foran fjernsynet eller snakkes om dagens begivenheder. Denne aften var ikke anderledes.

De gik i seng og omkring klokken fem om morgenen vågnede de i deres soveværelse i den anden ende af huset ved et enormt brag inde fra stuen.

»Vi troede det var et indbrud, hvor glasset blev smadret med hård kraft,« siger Michael Tofte, som stod op og gik ud i entreen. Men der ventede ham en helt andet syn, end han måske havde troet.

Bil-i-hus-3-copy

Voldsomt ødelagt

Hele entreen var oversået med glasskår, nærmest som var glasskårene blæst som en bølge igennem huset, og han skar fødderne. Men han gik ind i stuen og fik et chok.

Der holdt en bil halvt inde i stuen, hvor sofaerne plejede at stå. Væggen var væk, møblerne smadret og den tykke hegnspæl, som ellers er forankret i beton ude ved haven var blæst ind i tv-møblet overfor sofaerne.

En bil var simpelthen blæst med omkring 80 kilometer i timen ind gennem det høje plankeværk og direkte ind i huset. Havde man siddet der, var man med stor sandsynlighed blevet slået i hjel eller i hvert fald kommet slemt til skade.

Selv i væggene havde tusindvis af små glasskår boret sig ind.

»Det var sket med en voldsom kraft. Jeg trådte på glasskår helt inde ved soveværelset. Resten af muren på den lange side af huset er rykket ud af fundamentet. Så vi skal ikke bare have ny gavl, det meste af den ene side af huset skal også bygges om. Det var virkelig voldsomt,« siger Michael Tofte.

Konstant utryg

Nu er der gået en uge og hullet i gavlen er dækket til. Det samme er det store hul i plankeværket. Møblerne er nødtørftigt rykket på plads, også de møbler, der er hullede og skadede efter braget. Vi sidder og snakker lige foran de plader, der nu er sat for det store hul, hvor der for bare en uge siden var drønet en voldsom dræbermaskine ind igennem væggen.Og roen har ikke sænket sig over familien, der også består af tre større børn.

»Vi er utrygge hele tiden. Vi har svært ved at sove, og det gælder os allesammen. Huset ligger lige for enden af Aabyvej og der bliver kørt rigtig stærkt. Indimellem så når bilerne ikke at dreje af, og så ligger vi lige i køreretningen.Vi har et par gange haft biler inde i haven, men det er første gang, at en bil er kørt så stærkt, at den er fortsat ind i huset. Vi havde endda flyttet vores indgang til den fredelige Kirkebyvej, så børnne ikke skulle gå ud til den vej, da de var små, men vores gavl ligger altså stadig det ’forkerte’ sted. Det er rigtig ubehageligt,« siger Dorte Tofte, som ikke bebrejder den unge fører af bilen.

smadret_husgavl_5

 

Dorte Tofte foran husets gavl, der nu er dækket til med plader. Men hele gavlen på langs af huset er forrykket, og de psykiske eftervirkninger er endnu større. Foto: Flemming Schiller

Farten skal ned

»Det var en helt almindelig ung mand, som var træt bag rattet. Han var voldsomt chokeret efter ulykken og ked af det. Og der skete ham ikke noget særligt, heldigvis.Vi vil hellere fokusere på, at der ikke er noget på den lange, brede vej, der standser bilerne. Folk kører rigtig stærkt herude på Aabyvej. Vi har været i dialog med kommunen om farten heude i mange år, men intet er sket,« siger Dorte Tofte.

Familien ønsker nu bare at der kunne sættes fartbump op, så folk satte hastigheden ned og yderligere ulykker kan undgås.

»Nu må kommunen da få øjnene op for, at der skal gøres noget for at begrænse den hurtige kørsel her. Vi kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis vi havde siddet i vores sofaer den aften. Så havde vi nok ikke været her længere,« siger Dorte Tofte, som efter denne episode har overvejet at sælge huset. Men de er enige om, at det kan nok ikke sælges.

»Hvem vil købe et hus, hvor det fremgår, at det ligger så udsat med hensyn til trafikken?« siger Dorte Tofte.

Hjælp på vej?

Og det ser ud til, at hjælpen er på vej. Få huse derfra bor borgmester Jesper Würtzen. Han ved godt, at der bliver kørt alt for stærkt på vejene.

»Rundkørslen i begyndelsen af Aabyvej blev bygget fordi der skete ulykker. Men der mangler stadig fartdæmpning længere nede ad vejen. Vi har i øjeblikket penge i spil til forskellige trafikprojekter og der er Aabyvej også med på listen. Men det tager tid, for vi skal lave en god løsning, der har reel virkning. Vi kan godt lave en midlertidig løsning, men på den lange bane skal vi have noget, der virker. Så jeg kan ikke love noget i morgen, men vi sætter ting i gang, så hurtigt det kan lade sig gøre,« siger Jesper Würtzen (A).

Bil-i-hus-2-copy

1 kommentar om “»Havde vi siddet i sofaen var vi sikkert døde«”

  1. sebastian siger:

    gud hvor sjovt jeg går i klasse med en af beboerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *