Supermarked og beboerhus på vej
lidl-og-beboerhus-malmparken-copy.jpg
Sådan kommer det formentlig til at se ud ved Malmparken, hvis det nye byggeri bliver en realitet.
Byggeri Baldersbo står bag nyt beboerhus, som indtager ledig grund ved Malmparken. Også en Lidl-butik er på vej. Skovlunde Centerforening er ikke begejstret.

Der skal pustes nyt liv i området ved Malmparken station. Derfor har boligselskabet Baldersbo solgt en grund på hjørnet af Ballerup Boulevard og Malmparken til developer-selskabet Innovator, blot for at købe sig ind et planlagt byggeri på grunden. Meningen er, at Baldersbo skal købe 1.salen og bygge samt drive et beboerhus for boligforeningens beboere i området. I grundplan skal der indrettes en butik, formentlig et Lidl-supermarked, der skal give indkøbsmuligheder.

Og det er en tilfreds direktør for boligselskabet Baldersbo, der kan se frem til et nyt beboerhus.

»Vi har ejet grunden siden 1960’erne og der er aldrig rigtig sket noget. Men nu vil vi sælge den til Innovator, der så opfører et byggeri. Der skal vi så købe første sal og indrette et rigtig lækkert beboerhus på 700 kvadratmeter. Vi er også i dialog med boligselskabet AAB om et samarbejde omkring huset. Det bliver rigtig spændende,« siger Søren B. Christiansen. direktør i Baldersbo.

Han fortæller, at Baldersbo bruger de penge, som grunden er solgt for, til at bygge det nye beboerhus og dermed bliver det opført uden at det koster beboeren en krone ekstra i husleje.

Mange muligheder

»Da vi fik et godt tilbud og en god pris og samtidig kunne få en dagligvarebutik til området, så var det en win-win situation for os. Og vi kommer så til at være medejere af grunden igen, idet vi køber første etage,« siger Søren B. Christiansen fra Baldersbo.

Det nye beboerhus kommer til at rumme to store sale, fire klublokaler, væksthus og to balkoner med aftensol samt en stor terrasse med udekøkken og mange andre spændende faciliteter.

Man kan komme til de forskellige rum via terrassen og dermed kan rummene bruges uafhængigt af hinanden. Den store sal vil desuden komme til at indeholde et lille køkken og et loungeområde.

Centret knurrer

Men selvom både Baldersbo og politikerne er positivt stemt overfor planerne, så lyder der knurren fra det nærliggende Skovlunde Center, når det kommer til supermarkedes-planerne.

»Jeg synes, at det er meget mærkeligt, at man lægger en konkurrent så tæt på, så det hilser vi ikke særlig velkomment. Det er underligt, at man har gjort så meget ud af at udforme en arkitektkonkurrence og laver planer for en udvidelse og modernisering af Skovlunde Bymidte, og så samtidig har forhandlet direkte med en konkurrent ved siden af. Det undrer mig,« siger formanden for Skovlunde Centerforening, Lizette B. Christensen.

Hvis den endelige lokalplan vedtages, så kan byggeriet formentlig tages i brug i slutningen af 2015.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *