Anstændighed
Debat Kære Lone Madsen Jeg ville egentligt ikke kommentere dit indlæg om de 31 syriske flygtninge, som du altså ikke mener, vi har råd til at modtage i Ballerup Kommune.

Men din holdning må ikke stå uimodsagt…selvfølgelig kan Ballerup Kommune modtage 31 flygtninge fra rædsler i Syrien, vi næppe kan forestille os. Med knap 50.000 borgere i kommunen, et budget på 3500 mill , ca 12.000 almene boliger, så kan der findes plads til de stakkels mennesker, der søger tryghed. Der kan være børn imellem, som kommer alene – vi ved det ikke endnu. Det er flygtninge som kan være højtuddannede, og som nemt kan finde et job…men måske også dybt traumatiserede medmennesker, hvis oplevelser er på niveau med koncentrationslejrene i Nazi Tyskland.

Når det er sagt, må vi erkende at vi ikke kan løse den voksende krig og ufred i verden, og de deraf følgende voksende flygtningestrømme. Det må EU og FN løse så vidt muligt lokalt i konfliktområderne, så flygtninge og andre forfulgte ikke bliver udnyttet af kriminelle og menneskesmuglere. Der skal oprettes lokale, trygge, midlertidige flygtningelejre, beskyttet af UN, så ingen føler sig tvunget til at eksempelvis sejle rundt i Middelhavet i synkefærdige både.

Lone Madsen – anstændighed og empati overfor medmennesker, der har oplevet forfærdelige hændelser i deres hjemland – skal ikke drages ind i en kommende valgkamp, og har efter min mening intet med partipolitik at gøre.

Ballerup Kommune tilbyder 31 syriske flygtninge trygge rammer og forhåbentligt et meningsfuldt liv, indtil deres tilværelse i hjemlandet normaliseres … uden at Ballerups velfærd på nogen måde er truet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *