Nye rækkehuse på vej til Egebjerg
byggeri Beboere i almene boliger i Egebjerg har længe sukket efter større boliger. Nu er de på vej; 33 nye familieboliger er netop blevet godkendt af Kommunalbestyrelsen.

Som så mange gange før trak debatten i kommunalbestyrelsessalen ud, da et af punkterne ved seneste møde var opførelsen af ny almene boliger i Ballerup Kommune.

I en ansøgning fra Ballerup Ejendomsselskab skulle de lokale politikere tage stilling til, om der skal opføres 33 nye familieboliger på Egebjerggård, hvor der i mange år har været efterspørgsel på større boliger.

Ganske som ventet var den borgerlige fløj ikke begejstrede for udsigten til flere almene boliger i Ballerup Kommune. Både Venstres Kåre Harder Olesen, Konservatives Martin Jonassen og Dansk Folkepartis Lone Madsen meldte klart ud, at deres partier ikke ville lægge stemmer til projektet.

De var alle tre enige om, at der allerede er rigeligt med almene boliger i Ballerup Kommune.
Martin Jonassen foreslog, at man i stedet lagde flere mindre almene boliger sammen til større, hvis man gerne ville imødekomme beboernes ønske om større familieboliger i området.

Rækkehuse i flere plan

Men selvom der blev diskuteret højt og længe, vidste alle i salen udmærket hvad udfaldet ville blive. For Socialdemokraterne var for – ligesom Enhedslisten, og derfor blev forslaget naturligvis godkendt.

Projektet omfatter 33 familieboliger fordelt på otte 3-rums boliger på cirka 86 kvadratmeter og

25 4-rums boliger på cirka 115 kvadratmeter.
Byggeriet opføres som rækkehuse i varierende højder fra en til tre etager med forskellige boligtyper i ét eller to plan. Alle boliger kommer til at få enten terrasse eller altan.

Mellem husene kommer der til at være et grønt område, der vil blive indrette med LAR (Lokal Afledning af Regnvand), beplantning og opholdsarealer.

Byggeriet forventes at gå i gang i sommeren 2016 og vil være klar til indflytning senest i sommeren 2018.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *