Ikke færre voksne per barn i dagplejen
Debat Kære Sussi Wandel. Tak for dit læserbrev om dagplejen, som blev bragt i sidste uge.

Jeg er glad for, at du har citeret mig korrekt for at sige, at jeg vil gøre alt for, at der ikke skal spares på skole og institutionsområdet. Det er i høj grad lykkedes, da der ikke er forringelser i normeringerne nogen steder, således heller ikke i dagplejen.

Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune ikke har fravalgt dagplejen som pasningstilbud. Du har ret i, at der i budgettet for 2016 er sket en reduktion, så dagplejen reduceres fra 88 børn til 72 børn. Reduceringen skyldes alene nedgangen i det samlede børnetal i Ballerup Kommune, hvor vi skulle tage stilling ud fra et antal ledige pladser i dagplejen, og en lignede budgetreduktion sker også i daginstitutionerne, når børnetallet falder.

Ballerup Kommune tilpasser løbende antallet af dagpleje- og daginstitutionspladser, som vi også har gjort tidligere, så de matcher efterspørgslen. Det betyder faktisk, at antal voksne per barn i både daginstitutioner og dagpleje i Ballerup Kommune er uændret i 2016.
I forhold til tilsynstimerne i dagplejen er disse også tilpasset antallet af børn, som der fremover skal føres tilsyn med. Og i den forbindelse er der med vedtagelsen af budgettet for 2016 besluttet at lave en mindre besparelse i antallet af tilsynstimer per dagplejer.

Til sidst: Velkommen til dig som kommunalbestyrelsesmedlem, hvor du nu vikarierer for Marie Kielberg-Bæk fra Venstre, som er på barselsorlov. Her vil du sikkert hurtigt opdage, at det er dit eget parti Venstre, som sammen med Socialdemokraterne har taget ansvar for kommunens økonomi, og dermed de påståede besparelser på dagplejen. Så at du skyder på Socialdemokraterne for tilpasningen i dagplejen, giver ikke rigtigt mening.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *