Politikere i oprør mod skæv grundskyld
bueparken_3-1.jpg
Privat grundejere, som eksempelvis i Bueparken, går fri for flere grundskyldsstigninger. Men lejere i almene boliger går ikke fri, og det er venstrefløjen i kommunalbestyrelsen trætte af. Foto: arkivfoto
grundskyld Venstrefløjen og en enkelt DF’er i kommunalbestyrelsen markerede et opgør imod de seneste grundskyldsregler. Upassende politisk spilfægteri, mener de borgerlige.

Kommunalbestyrelsen i Ballerup fortsætter sin let aktivistiske politik. Først var der den principielle modstand mod omprioriteringsbidraget og tirsdag aften vedtog et flertal så en del af et forslag fra Enhedslisten om at gøre oprør mod den fastfrysning af grundskylden for ejerboliger som et flertal i Folketinget har vedtaget. En fastfrysning, der ikke gælder for lejere og andele, hvilket netop er årsagen til ’oprøret’.

Enhedslisten er imod netop den konstruktion, at der ikke skal ske stigninger i grundskylden for ejere ved at fastsætte reguleringsprocenten til et rundt nul, mens lejere og andelshavere skal betale 6,6 procent. Enhedslisten mener, at det er en uretfærdig ordning, der vender den tunge ende nedad.

Derfor havde partiet fremsat et forslag, der gik ud på at kommunalbestyrelsen udtrykte generel modstand mod den ulige behandling af lejere og ejere samt at borgmesteren meddeler KL samt indenrigs- og finansministerierne kommunens holdning. Denne mere principielle del af forslaget var der flertal for bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten og Birgitte Dahl fra Dansk Folkeparti.

Både Venstre, Konservative og Lone Madsen fra DF stemte imod.

Ingen kompensation

Derimod var der ikke flertal for den mere direkte del af forslaget, nemlig at borgmesteren skulle gå til forvaltningen for at finde ud af, hvad kommunen kunne gøre for at rette op på de økonomiske konsekvenser, som Enhedslisten mener, den differentierede regulering af grundskylden vil afstedkomme.

Desuden mente partiet, at borgmesteren skulle bede forvaltningen undersøge, om kommunen kan fritage almene boliger for grundskyld. Her stemte kun Enhedslisten og Birgitte Dahl (O) for.

Men trods den halve sejr, mener Mette Hedegaard (Ø), at der kom noget ud af det.

Ikke et slag i luften

»Grundskylden skal fastfryses for grundejere, men ikke for lejere og andele. Det giver en ulighed, for især blandt lejere er der mange, der i forvejen ikke har meget. Det er uretfærdigt, og det vil vi gerne påpege. Vi mener, at man skulle sætte grundskylden op for alle og så kunne de dele med 3,3 procent til hver. Nu bliver det helt skævt. Vi ved jo at kontanthjælpsloftet især rammer lejere, for det er i de almene boliger, at de fleste udsatte bor. Det betyder, at mange risikerer at ryge helt ud i kulden og kan miste deres bolig. Det er vi meget bekymrede for,« siger Mette Hedegaard, der glæder sig over, at hun fik sat problemstillingen på dagsordenen.

Også selvom der ikke var flertal for den mere handlingsorienterede del af forslaget.

»Vi synes, at kommunen skal træde til økonomisk og det ville vi have bedt forvaltningen om at undersøge. Sådan at man kunne kompensere de mennesker, der bliver ramt af det her. Som kommune skal vi under alle omstændigheder træde til, når folk kommer i huslejerestance eller har brug for enkeltydelser som for eksempel flyverdragter til deres børn. Derfor mener vi også at det er helt reelt, at bede forvaltningen undersøge, om det er muligt at finde måder at kompensere i forhold til grundskylden. Det var der ikke flertal for, men jeg synes ikke, at det bare var et symbolsk slag i luften. For vi har tænkt os at gå videre til vores politiske kolleger i andre kommuner, der måske har de samme problemer som vi har i Ballerup og ad den vej sætte det på dagsordenen. Så vi har bestemt ikke tænkt os at lade det blive ved det,« siger Mette Hedegaard, som mener, at man skal tænke i en helhed, når man diskuterer emnet.

»Det kan godt være, at Venstre mener, at det er landspolitik og at det ikke er noget, som vi skal diskutere i Ballerup. Men tingene hænger sammen og vi skal tænke på eksempelvis børnene, hvor vi kræver en indsats i skolen og på uddannelser. Samtidig giver man så de mest udsatte unge en ekstra bekymring ved at de måske skal sættes ud af deres lejlighed og den slags. Det giver ikke decideret overskud til at koncentrere sig om uddannelse. Tingene hænger sammen og det vil vi gerne sætte fokus på,« siger Mette Hedegaard.

Der er ikke penge

Netop sammenhængen i tingene er også det afgørende for borgmester Jesper Würtzen (A), der altså var med på den mere principielle modstand, men ikke var med på at sætte egentlig økonomi bag.

»Vi mener som princip, at det er forkert at gøre forskel på lejere og ejere i forbindelse med grundskylden. Vi mener også, at man sagtens kunne dele i porten med en stigningen på 3,3 procent. Det vil vi gerne bakke op om og fortælle til de ansvarlige. Men derfra og så til, at vi som kommune skulle kompensere økonomisk er der langt,« siger borgmesteren.

Han påpeger, at hvis kommunen skulle kompensere økonomisk, ville det bare kræve andre ofre.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Ballerups økonomi er presset. Hvis vi skulle gå ind og kompensere økonomisk, så skulle vi tage pengene fra servicerammen, der i forvejen er presset. Så ville det ramme de ældre eller børnene og det ønsker vi ikke. Så derfor stemte vi mod den del af forslaget. Men vi vil gerne sende et signal om, at vi er imod selve fastfrysningen for ejere og ikke for lejere,« siger Jesper Würtzen.

Politisk kamparena

Hos oppositionen er der ikke den store opbakning til ’oprøret’.

»Der er klart nogen der mener, at kommunalbestyrelsen skalgøres til en landspolitisk kamparena. Det synes vi ret ud sagt er upassende. Der var samme form for aktion i forbindelse med omprioriteringsbidraget, hvor der måske var en vis lokal relevans. Men det her har intet med lokalpolitik at gøre. Man kan vel sige, at så handler alt om lokalpolitik. Det er klart et skråplan. Hvis venstrefløjen tror, at de kan ryste regeringen på den her måde, så tager de meget fejl. Jeg har mulighed for at drøfte en masse ting med mit bagland i regeringen og jeg kan godt fortælle, at den her form for symbolpolitik, ikke fører til noget. Det er kun et forsøg på igen at fortælle, at de blå er onde og den slags,« siger Kåre Harder Olesen (V).

Han anerkender, at det er godt med nogle politiske diskussioner i kommunalbestyrelsen og det er godt, at vælgerne kan se, at politikerne faktisk ikke er enige om alt. Men diskussionen om grundskylden mener Kåre Harder Olesen er skudt helt ved siden af som andet end et politisk statement.

»Faktum er jo, at der ikke bliver taget en krone fra nogen lejere. Men der er økonomi i at spare boligejerne fra de evige stigninger. Vi så da gerne, at alle havde lige vilkår i denne sag, men der nogle økonomiske hensyn, der skal tages. Men der er altså ikke nogen, der mister noget, så det her er det rene politiske spilfægteri;« siger Kåre Harder Olesen.

På den måde fik Ballerups ene politiske fløj atter vist sit nye aktivistiske ansigt og fik sendt endnu en, om end symbolsk, protest af sted til Folketinget.



2 kommentarer om “Politikere i oprør mod skæv grundskyld”

  1. Thomas Kruse Petersen siger:

    Jeg forventer da, at kommunens folkevalgte følger landets love. Man kan da ikke bare ignorere love man er uenige i. I så fald, vil jeg meget gerne undlade at betale 40.000 kroner om året i boligskat !

  2. Karsten Kriegel siger:

    Helt enig, Thomas.

    Det ville klæde KMB at lade være med at debattere landspolitik og i stedet koncentrere sig om de lokale udfordringer.

    Dette er ikke andet end symbolpolitik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *