App hjælper psykisk sårbare
App-til-psykisk-syge2-copy.jpg
Harjinder, Ida og Noklas har altid ’støtte med i lommen’ med appen ’Min Vej’ på deres telefoner. Foto: Privatfoto
Psykiatri Med appen ’Min Vej’ har psykisk sårbare fået bedre styr på, hvad der gør dem godt - og hvad de skal styre udenom.

Et pilotprojekt med en særlig app til psykisk sårbare i Ballerup Kommune er nu gjort permanent efter de gode resultater, som blandt andre de tre unge Niklas, Harjinder og Ida har oplevet.

Med appen ’Min Vej’ installeret på deres telefoner har de tre unge hele tiden støtte til at mestre hverdagen og de udfordringer, de støder på. De er blevet introduceret til appen via et gruppeforløb i socialpsykiatrien i Ballerup, og den hjælper dem blandt andet med at holde styr på dagene og fokusere på det gode.

»De få dårlige dage overskygger ofte de mange gode. Jeg bruger Min Vej til at give mine dage karakter fra 1 til 10, så jeg kan holde styr på dem. På den måde glemmer jeg dem ikke,« siger Niklas på 22 år, der til dagligt bor i Skovlunde.

Karaktererne kan Niklas aflæse i en let aflæselig graf inde i app’en, så han nemt og hurtigt kan danne sig et overblik over hvilke aktiviteter, der er med til at give ham positiv energi.

Støtter hinanden

Samme erfaringer har 26-årige Ida gjort sig:

»Jeg blevet meget mere opmærksom på, hvad det er for nogle aktiviteter, der gør, at jeg har det godt. Når jeg har det godt, har jeg også nemmere ved at klare hverdagen, fortæller hun.
I gruppeforløbet har der været fokus på, at deltagerne støtter og udveksler erfaringer med hinanden undervejs.

»Vi har hjulpet hinanden med at komme godt i gang med app’en, og så har vi været gode til at støtte hinanden og udveksle erfaringer og lære af hinandens måder at bruge app’en på, siger 30-årige Harjinder.

Appen indeholder flere forskellige funktioner blandt andet en dagbogsfunktion, overblik over risikosituationer, advarselstegn og mulige handlemåder, ligesom brugerne kan opstille personlige mål og få støtte af deres netværk. Man kan læse mere om appen på www.min-vej.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *