Folk og fjer i Hønsebyen
hønsebyen_37.jpg
Selvom der er offentlig adgang til Hønsebyen i Skovlunde, er der mange folk fra nærområdet, som aldrig har været der og ikke aner den ligger der. Derfor holdt foreningen bag Hønsebyen ’åbent hus’ lørdag. Foto: Flemming Schiller
fjerkræ Lørdag var der åbent hus i Hønsebyen i Skovlunde. Her kiggede mange forbi og så de fine høns, duer og andet fjerkræ, som bor i området.

Som en lille skjult perle, ligger Hønsebyen midt i den dejlige grønne natur i det sydlige Skovlunde – lige før Sommerbyen og kommunegrænsen til Glostrup. Man finder den lille grusvej på Ejbyvej 111, som leder forbi kommunens midlertidige flygtningeboliger ned til Hønsebyen, der har ligget fint og godt gemt her siden 1982.

Fotogalleri: Billeder fra Hønsebyen

Egon Sørensen har været tilknyttet Hønsebyen, som tilhører ’Fjerkræsforeningen af 1982’, siden 1984 og er i dag næstformand i foreningen. Han fortæller, at foreningen og Hønsebyen opstod, fordi mange af de store børn på byggeren på Lundebjerggårdsvej, dengang gik meget op i brevduer. Men det var ikke så nemt at gennemføre de mange flyvninger, som kræver en vis ro, fordi byggeren lå så centralt i Skovlunde. Derfor søgte de om andre arealer, og kommunen gav dem den lille grønne plet syd for byen.

Livet i en nøddeskal

Hønsebyen består i dag af 37 parceller og minder mest af alt om en kolonihaveforening for folk med fjerkræ. Der er mange, der holder høns og duer i alle mulige former og farver, men der er også flyttet kalkuner, gæs, parakitter, og andre spændende fugle ind i Hønsebyen.

hønsebyen_40

»Det er et fantastisk udflugtsmål. Både for børneinstitutioner, skoler og familier,« siger Egon Sørensen, som mener at enhver by burde have en fjerkræsforening. Og at alle plejehjem skulle bytte deres kedelige atriumgårde ud med en hønsegård i stedet.

»Det er altid noget at kigge på i en hønsegård. Det er simpelthen bare livet i en nøddeskal. Der bliver ikke spekuleret over, hvad der skete i går, eller hvad der skal ske i morgen,« siger han.

Integration i hønsegården

De 37 haver i Hønsebyen er meget forskellige – nogle ligner kolonihaver med et lille hus på, mens andre er helt udnyttet til hønsegård eller bure.

»I princippet kan alle søge om en parcel herude, men vi har bare ikke nogen ledige lige nu, så man kan kun komme på venteliste,« siger Egon Sørensen og tilføjer, at der er kommet nye regler i Hønsebyen, så der nu kræves at max 10 procent af parcellerne må drives af folk, der bor udenfor kommunen. Så interesserede skal bo i kommunen, da der allerede nu er for mange fra andre kommuner.

»Vi har mange forskellige mennesker herude – også en del fra andre lande som for eksempel Pakistan, Tunesien, Iran og Makedonien. Så der ligger da også noget integration i det danske foreningsliv herude, »fortæller Egon Sørensen.

hønsebyen_38



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *