God affaldsordning med plads til forbedring
affaldssortering-copy-4.jpg
Ifølge Ballerup Kommune er der siden affaldsordningen begyndte i april 2017 og frem til og med oktober blevet indsamlet 70 ton metal, som borgerne har sorteret fra restaffaldet og puttet i ’metalspanden’. Foto: Arkivfoto
skrald Det går fremad med den meget omdiskuterede affaldsordning i Ballerup. Mange af børnesygdommene er udryddet, men der er stadig plads til at tilrette tingene.

Det var ikke kun jubel og glade miner, der prægede tiden omkring indførelsen af den nye affaldsordning i april 2017 i Ballerup.

Der blev kørt i alt 21.000 affaldscontainere ud til villaer i Ballerup Kommune og det gav anledning til en del utilfredshed. En del mente, at det blev for besværligt at sortere affald, dernæst var der utilfredshed med tømningen – eller mangel på samme – og endelig var der containere, der simpelthen gik i stykker.

Nu mere end et halvt år efter er der ved at være styr på mange af de ’børnesygdomme’ som ramte den nye affaldsordning. Og kort inden man kan tage fat på næste skridt i udrulningen af det komplette nye affaldssystem, nye containere til rækkehuse, kan Ballerup Kommune nu se en ordning, der fungerer bedre og bedre, trods en del begynderfejl.

Problemer med lågene

»Vi rullede 21.000 containere ud til villaerne i kommunen og det var en stor mundfuld. Det er svært at undgå, at noget går galt i sådan et stort projekt. Der var problemer med lågene. De gik i stykker. De var indstillet forkert, så når de blev løftet op på skraldevognen, så gik de i stykker. Det var ret uheldigt og det er vi i gang med at udbedre. Det er klart, at den slags skal være i orden,« siger Trine Baarstrøm, afdelingsleder i Center for Erhverv, By og Miljø i Ballerup Kommune.

Hun påpeger samtidig, at der var en del borgere som oplevede, at deres skrald ikke blev hentet.

»Vi havde visse problemer med afhentningen. Det er blevet bedre, men ikke helt godt nok. Der har været eksempler på, at skraldefolkene ikke kunne finde beholderne og det viste sig også, at være en stor opgave for dem. De skulle også finde en rytme og finde en måde at få tingene til at glide på bedst muligt og det har givet nogle udfordringer. Men vi får faktisk færre og færre henvendelser om manglende tømning, så det går bestemt fremad,« siger Trine Baarstrøm.

Mest småting

Netop fordi udrulningen af et så stort affaldsprojekt vil give begyndervanskeligheder, har Ballerup Kommune en app, hvor man kan melde ind om manglende tømning eller andre ting, der ikke fungerer. Men der er ikke så travlt på den app, som der har været.

»Den app, vi har, hvor man kan melde ind med ting, der ikke virker, er slet ikke så brugt mere, som den har været. Der er stadig folk der melder ind, men det er mest småting, så vi synes faktisk, at det går langt bedre med ordningen og det er godt, når vi nu snart skal i gang med næste fase, nemlig rækkehusene i kommunen,« siger Trine Baarstrøm.

Men én ting er at sige, at det hele går godt. Noget andet er at vise det sort på hvidt. Netop den dokumentation er Ballerup Kommune i gang med at samle ind. De indsamlede mængder og antallet af tømninger er stadig ved at blive samlet op og beregnet, men lidt er der alligevel kommet ud.

Metal og plast

Fra den 1. april og frem til og med oktober måned er der indsamlet omkring 70 tons metal. Det kan faktisk blive til 7.420.000 nye foliebakker til leverpostej.

Der er i samme tidsperiode indsamlet 140 tons plast om måneden i gennemsnit. Det betyder genanvendelse af 280 tons olie, som ellers skulle have været hentet i naturen.

I begyndelsen havde Ballerup Kommune en manglende tømningsprocent på to procent og den er nu ifølge de seneste tal nede på 0,5 procent. Så på den måde er der sket væsentlig flere tømninger efterhånden som ordningen er skredet frem og alle aktører har fundet en måde at få tingene til at glide. Målet er, at komme ned på en tømningsprocent på 0,2.

Samlet set går det altså fremad for den ellers noget udskældte affaldsordning, der måtte stå kraftigt for skud i begyndelsen men som efterhånden er blevet en naturlig del af Ballerup-borgernes hverdag.

Hvad synes du?

Er du kommet med i den nye affaldsordning? Hvordan synes du det går? Skriv en kommentar herunder og fortæl om dine oplevelser.

 



2 kommentarer om “God affaldsordning med plads til forbedring”

  1. Martin Friis siger:

    Det er super fedt at sortere affald og jeg kan godt lide at det er godt for miljøet. Jeg savner en container til pap. Lige nu bruger jeg en af de gamle container og så køre jeg det selv på genbrugspladsen. Jeg ved Københavns kommune har pap container.

  2. Rikke Weuder siger:

    Generelt er det rart at kunne affaldssortere.
    Men jeg kunne godt tænke mig en pap beholder. Vi er en familie på 6 personer, og har virkelig meget pap.
    Vi har ligeledes meget plast. Pap beholderen må meget gerne tømmes med kortere interval. Den er overfyldt hver gang.
    Og en bedre kvalitet af de grønne madaffaldsposer. De er meget tynde og det er svært at åbne dem.
    Ellers god ordning

Skriv et svar til Rikke Weuder Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *