Ja til tryghed – nej til tyveri
Debat Regeringens plan ’Et Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030’ får konsekvenser for den almindelige beboer i almene boliger i Ballerup. Men ikke nødvendigvis på den gode måde.

Regeringens fokus på at bekæmpe problemer i udsatte boligområder er rigtigt. Det er vigtigt, at vi alle sammen kan føle os trygge i vores boligområder. Så det er godt, at der er fokus på at gøre noget der, hvor trygheden ikke er til stede på grund af for eksempel kriminalitet.

Desværre er regeringens forslag præget af en generel fjendtlighed mod almene boliger, og det ligger som en skygge over hele projektet.

Hvordan kan jeg sige det? Er det ikke de almene områder, der er udsatte, og altså dem, der skal hjælpes?

Det kan jeg sige, fordi problemerne i udsatte boligområder er et samfundsproblem. Derfor skal vi alle være med til at betale, uanset hvor vi bor. Det er bare ikke det, der kommer til at ske.

Regeringen har forudsat, at 12 milliarder kroner til at gennemføre planen skal tages fra Landsbyggefondens renoveringspulje. Landsbyggefonden er en fond, som beboerne i de almene boliger betaler til via huslejen. Meningen er blandt andet, at pengene skal bruges til renoveringer i almene boligområder.

Regeringens plan betyder, at der kun er ni milliarder kroner til at finansiere renoveringer fra 2019 til 2026. Det svarer til godt en milliard årligt. Det rækker ikke engang til den kø til renoveringsordningen, der er nu. Konsekvensen er, at alle renoveringer uden for de udsatte områder kan stoppe fra 2020.

I Ballerup Kommune er det næsten 294 millioner kroner til renoveringer, der kan blive udskudt til efter 2027, for i stedet at blive brugt til regeringens ghettoudspil.

Er du beboer i et alment byggeri i Ballerup, vil du altså med denne plan med stor sandsynlighed komme til at mærke det.

BL nævner Grantoften og Afd. 14, Baldersbo, samt Afdeling 10 og 25 i Ballerup Boligselskab (Bispevangen/Parkbo), som eksempler på nogle af de bebyggelser med planlagte renoveringer, der kan blive udsat som følge af regeringens udspil.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *