Forældre får ulovligt opkrævede millioner tilbage
Kasperskolen-03-copy.jpg
En del forældre, blandt andet på Kasperskolen, har i flere år betalt for et kommunalt fritidstilbud. Men opkrævningen var ikke lovlig, og nu får forældrene pengene tilbage. Foto: Arkivfoto
Penge Igennem flere år har Ballerup Kommune opkrævet forældrebetaling for børn i kommunale specialtilbud. Men det var ulovligt og nu betaler kommunen tilbage.

Siden 2011 har Ballerup Kommune opkrævet betaling af forældre, der har haft deres børn i en række kommunale specialtilbud. Der er i alt blevet opkrævet knap to millioner kroner igennem årene, men nu viser det sig, at opkrævningen ikke har været lovlig.

En henvendelse fra Undervisningsministeriet har påpeget, at opkrævningen ikke har fulgt reglerne og at man derfor er nødt til at betale pengene tilbage til forældrene med tilbagevirkende kraft. Folkeskolelovens paragraf 2 siger nemlig, at hvis forældrene ikke har mulighed for at fravælge heldagsskolens fritidslignende aktiviteter, så kan forældrene ikke opkræves betaling.

Ballerup Kommune besluttede på baggrund af en beslutning i kommunalbestyrelsen i 2009, at opkræve forældrebetaling af børn, der gik i ADHD-klassernes BFO, gruppeordningerne, høreklasserne, Lautrupgårdskolen og Kasperskolen. De blev betragtet som pasningstilbud på lige fod med de andre BFO’er i kommunen.

Men en konkret forældrehenvendelse fra en forældre til et barn på Kasperskolen har nu affødt en korrektion fra ministeriet, der altså har fundet den nævnte praksis ulovlig.

Reglerne justeres

Samtidig har Kommunernes Landsforenings jurister vurderet, at Ballerup Kommune er tilbagebetalingspligtig. Da der ikke er nogen forældelsesfrist, skal Ballerup Kommune nu gennemgå alle sagerne og identificere alle forældrene for at tilbagebetale de penge, som de har betalt gennem årene.

Det samlede beløb andrager cirka 1,9 millioner kroner og fremadrettet går Ballerup Kommune glip af omtrent 400.000 kroner årligt, når opkrævningen nu ophører.

»Det er en ærgerlig sag, men reglerne er klare og derfor har vi ikke andet valg end at betale pengene tilbage til forældrene. Det er til gengæld godt, at vi nu har fået styr på reglerne,« siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A).

Ballerup Kommune er nu i gang med at justere deres praksis på området, så der ikke fremover opkræves forældrebetaling for fritids- og fritidslignende tilbud, som er en del af heldagsundervisningen samt i specialdagtilbud.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *