Flot start til Ballerup Orienteringsklub
orienteringsløb Søndag åbnede sæsonen i COWI-ligaens 2. division øst i orienteringsløb i strålende forårsvejr.

Ballerup OK stillede spændte til start efter en historisk flot 2017-sæson, hvor klubben for første gang i mange år var nær oprykning til o-sportens fineste række.

Det var derfor med stor spænding, at hele 68 kampklare Ballerupløbere stillede til start i Teglstrup Hegn nær Helsingør for at gentage kunststykket i en typisk sjællandsk blandingsskov med vekslende tæthed og mange stier, men uden det helt vilde terræn.

Der var flot fremmøde over hele linjen lige fra børne- og ungdom til elite og seniorer. Optimismen var stor for et godt resultat mod de tre andre i divisionen: Stærke Farum OK som baskede Ballerup to gange i 2017, OK Sorø som Ballerup har gode erfaringer imod, og den traditionelt stærke OK Øst Birkerød, netop oprykket fra 3. division og god for flere topløbere.

Der blev til fulde levet op til forhåbningerne. I børne- og ungdomsrækkerne fik de andre kamp til stregen, og hele vejen op gennem seniorrækkerne til de ældste i D70 og H70 blev der høstet godt med points. Der blev fulgt flot op på sidste års succesridt med ret sikre sejre over både OK Sorø med 125-105 og Farum OK med 120-114 points.

Fuld gevinst var også indenfor rækkevidde mod OK Øst Birkerød, der dog endte med at vinde med 117-113. Dermed ligger Ballerup OK nummer to i divisionen, og det er spændende, om denne placering kan holdes og skaffe klubben en ny chance for oprykning.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *