Konference for de vigtige pårørende
Pårørendekonference.jpg
Der blev debatteret ivrigt i salen og i panelet på pårørende-konferencen og dagen blev sluttet af med en paneldebat med medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget og relevante foreninger. Foto: privatfoto
Debat Den kommunale pårørendekonference stillede skarpt på fællesskab og de pårørendes rolle.

Lørdag den 14. april dannede Ballerup Rådhus rammen om en velbesøgt pårørendekonference. Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Lolan Ottesen (A), bød de mere end 100 engagerede deltagere velkommen, og det blev en dag med en masse debat om den rolle, som de pårørende har og en anerkendelse af det arbejde, som pårørende yder, ofte uden at blive påskønnet.

»Det giver rigtig god mening for os som kommune at bruge denne dag til at blive klogere på, hvordan vi på tværs kan skabe nogle gode rammer for det gode liv som pårørende i vores kommune,« sagde Lolan Ottesen i sit oplæg.

En ny politik

Udover en række oplægsholdere, en ivrig paneldebat og erfaringsudvekslinger med andre i samme livssituation som en selv, var et af formålene med pårørendekonferencen at få input til Ballerup Kommunes kommende pårørendepolitik.

En undersøgelse foretaget i 2015 af foreningen ’Pårørende i Danmark’ viser, at man som pårørende selv er i risikogruppe for at blive syg. En pårørendepolitik skal derfor være med til at skabe en ramme for, at pårørende i kommunen kan have et godt liv.

Opfordringen til konferencedeltagerne var derfor at komme med konkrete input til, hvad de syntes, en pårørendepolitik skal indeholde. Alle input vil efterfølgende blive taget med i det videre arbejde med politikken.

Konferencen var arrangeret af Ballerup Kommune i samarbejde med Forældreforeningen for handicappede i Ballerup Kommune, Bedre psykiatri, Ballerup og Danske Handicap Organisationer, Ballerup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *