Tæt løb mellem borgermillion-projekterne i Måløv
Borgermillionen_Måløv-copy.jpg
En meget glad formand for Måløv Idrætsforening, Thomas Lorenzen, løb med Måløvs andel af borgermillionen. Med på mødet var også hans kone Karen Sverrild og deres tre børn Johanne, Niels og Jens Sverrild Lorenzen - samt borgmester Jesper Würtzen. Foto: privatfoto
Borgermillion Tre spændende forslag var til afstemning, da Måløv som sidste bydel skulle vælge, hvad deres andel af borgermillionen skulle gå til.

Endelig blev det tid til fjerde og sidste afstemning i forbindelse med fordelingen af Ballerup Kommunes borgermillion 2018. Denne gang var turen kommet til Måløv, som havde 186.000 kroner at gøre godt med.

Tre projekter skulle kæmpe om stemmerne – og der var tæt løb. På tredjepladsen – kun adskilt fra de to øvrige med få få stemmer – kom KFUM Spejdernes idéforslag om forskellige natur- og fritidsaktiviteter – blandt andet et nyt bålhus med shelter, toiletbygning med mere.

Runde to

Med ét forslag sorteret fra blev der holdt en ny afstemning mellem de to sidste: Etablering af klatrevæg/elementer ved Måløvhallerne eller en renovering af samlingslokalet og køkkenet på Brydegården.

Med et lille flertal på ni af de i alt 71 afgivne stemmer faldt valget på forslaget fra Måløv Idrætsforening om at etablere klatreelementer med flytbare greb mellem Måløvhallerne. Dermed kunne formand for foreningen, Thomas Lorenzen, som havde taget både kone og tre børn med, tage jublende glad fra mødet med en ordentlig pose penge til at virkeliggøre klatredrømmen.

Realiseres i 2018

Borgermødet i Kulturhus Måløv var det sidste af i alt fire afstemningsmøder, hvor årets eftertragtede borgermillion var på dagordenen og blev fordelt ud på fællesskabende idéer fremsat af beboere i hver af de fire bydele Ballerup Syd, Skovlunde, Ballerup Nord og Måløv.

Fem af de i alt 13 fremsatte idéforslag bliver nu gjort til virkelighed. Planen er, at alle fem projekter bliver indviet inden årets udgang.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *