Kaffe og kortspil på tværs af generationer
vÑgetjenesten_15.jpg
Finn kan ikke huske, hvor gammel han er. Men besøg af eleverne fra 6. klasse synes at bekomme ham vel. Foto: Foto: Flemming Schiller.
samvær Beboere på plejecenter Lundehaven mødte elever fra sjette klasse på Skovvejens Skole vest til en snak og et spil kort. Alt sammen for at sætte fokus på ensomhed.

Der var kaffe, saftevand, wienerbrød og romkugler på bordet, da eleverne i 6.h torsdag formiddag besøgte beboerne på plejecenter Lundehaven i Skovlunde til en lille snak og et slag kort.

Det er dog ikke alle beboerne, der er dukket op endnu. For her på plejehjemmet får beboerne lov til at sove længe.
Men det gør ikke noget, forsikrer Camille Buur, der er aktivitetsleder i Røde Kors’ Vågetjeneste i Ballerup, der står bag besøget på Lundehaven.

Det sker som et led i arrangementet ’Danmark spiser sammen’, arrangeret af Folkebevægelsen mod Ensomhed, som i sidste uge havde opfordret danskerne til at mødes over et måltid mad. En opfordring den lokale vågetjeneste har taget op.

Forud for besøget havde eleverne haft besøg af Vågetjenesten, der fortalte om det frivillige arbejde, vågerne udfører.

»I Røde Kors møder vi mange ensomme ældre, men ensomhed kan også ramme børn. Mange af børnene har selv familiemedlemmer, der bor på plejehjem i Ballerup, og måske de kunne cykle forbi og få en sodavand en dag, de selv sidder og føler sig lidt alene. Det vil give begge parter livskvalitet. Og så vil vi også gerne afmystificere det at bo på plejehjem. Det er ikke ensbetydende med, at man er ved at dø, fordi man bor her. Det er ikke farligt,« siger Camille Buur, mens vågerne i dag serverer kaffe og wienerbrød for elever og beboere, der sidder rundt om ved bordene.
Ung under krigen

Det er lidt svært at få samtalen i gang, når man går i sjette klasse og er lidt genert. Men ikke for 12-årige Chanell Nynne Osterkruger, der har fået plads ved siden af 90-årige Henny Rønberg. Chantell spørger sødt ind til 90-årige Henny, der beredvilligt fortæller om sin barndom og ungdom under krigen.

»Jeg er ud af en børneflok på otte, og gik i skole til jeg var 13-14 år, derefter kom jeg ud og tjene,« fortæller hun og bliver et vidnesbyrd på en svunden tid og nogle helt andre livsvilkår end dem, Chantell og hendes klassekammerater kender til.

Ved et af de øvrige borde sidder Jasmin og Nikoline, der også begge er 12 år. De har fået selskab af Finn, der bor på plejehjemmet og ikke helt kan huske, hvor gammel han er. Bortset fra at cykelturen til Skovlunde var lidt lang, så synes pigerne, det er hyggeligt at være på besøg på plejehjemmet.

»Det er meget fedt. Det er første gang, jeg er på besøg på et plejehjem. Mine bedsteforældre er friske og bor derhjemme, siger Jasmin og fortsætter eftertænksomt – de har været på vores alder engang, og vi bliver også på deres alder engang.«

»Jeg synes, det er hyggeligt at være her. Jeg kan godt lide gamle mennesker,« supplerer Nikoline om den anderledes skoledag.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *