Ballerup i top i ny erhvervsmåling
Erhverv-virksomheder-20.jpg
Der er gang i virksomhederne og hjulene kører hurtigt i Ballerup. Det viser sig i en ny måling fra Cevea, der placerer Ballerup Kommune helt i top, når det kommer til erhvervsaktivitet og privat beskæftigelse. Foto: Arkivfoto: Flemming Schiller
erhvervsklima En stor rapport fra Cevea går mod tendensen i DA og DB’ s tidligere erhvervsrapporter. Den nye rapport placerer Ballerup som landets næstbedste erhvervskommune.

Hvert år udkommer der to erhvervsrapporter fra henholdsvis Dansk Industri (DI) og Dansk Byggeri (DB), der de senere år har dumpet Ballerup langt ned på ranglisten blandt landets erhvervskommuner. Selvom tendensen igen er svagt stigende, så har det været nedslående læsning for dem, som lægger vægt på erhvervslivet i kommunen.

Men nu har tænketanken Cevea netop udgivet en stor rapport, der udnævner Ballerup som en af de bedste erhvervskommuner i landet.

Måler aktivitet

Ifølge Cevea tager analysen hensyn til en række faktorer, som man efter deres mening ikke tager hensyn til i de årlige DI og DB-rapporter.

Ifølge Cevea-analysen gør man her status på erhvervsaktiviteten i de danske kommuner ud fra fem indikatorer som privat beskæftigelse, produktivitet, eksport, iværksætteri og vækst og rangerer kommunerne i et samlet indeks, hvor aktiviteten er størst og mindst.

Cevea mener, at man i de andre analyser ikke tager højde for, at erhvervsvenlighed ikke er det samme som erhvervsaktivitet og at man derfor ikke indfanger, hvordan kommunerne bedst sikrer højere erhvervaktivitet og at en lav placering på listen over erhvervsvenlighed (i DI og DB’s rapporter) ikke er det samme som, at en kommune ikke yder nok for at øge erhvervsaktiviteten eller ikke arbejder positivt på at samarbejde med virksomheder eller tiltrække flere. De faktorer mener Cevea, at man tager højde for i deres nye analyse.

Helt i top

Den samlede rangering, når man har taget alle fem indikatorer med viser, at Ballerup ligger nummer to på listen over de bedste erhvervskommuner i landet med indeks 3,36 for alle fem indikatorer. Kun Gladsaxe ligger over. Dermed placerer Ballerup sig over store erhvervskommuner som Billund, Høje-Taastrup, København og Ikast-Brande.

Den første indikator er kommuner med størst privat beskæftigelse og her ligger Ballerup i top med 664 privatansatte pr. 1000 indbyggere. Der er et relativt stort spring ned til nummer to, Gladsaxe med 602 privatansatte pr. 1000 indbyggere.

Den anden indikator er kommuner med bedst produktivitet og, som det også er blevet beskrevet i Ballerup Bladet tidligere, ligger Ballerup i top med godt 1,9 millioner i BNP pr. indbygger. Dermed henviser man Billund til 2. pladsen.

Derefter følger tredje indikator, de bedste eksportkommuner, hvor Ballerup ikke er i top ti samt den fjerde indikator, hvor man oplister de bedste iværksætterkommuner. Heller ikke her er Ballerup i top ti. Den sidste indikator, der ligger til grund for analysens samlede konklusion er rangering af de bedste vækstkommuner og her er Ballerup heller ikke i top ti.

Alligevel er konklusionen altså, at Cevea udråber Ballerup til at være den næstbedste erhvervskommune i landet og dermed tegner den et helt andet billede af erhvervsvenligheden og tilstanden for erhvervslivet i Ballerup end de velkendte rapporter fra DI og DB.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *