Naturen kommer ikke tilbage igen
Debat Hella Tiedemann, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup, har svaret pænt på mit læserbrev om bevarelse af Sømosen. Men, helt ærligt, se lige den skematiske tegning over det kommende byggeri. Det var her, der gik køer og får på et tidspunkt.

I kendelsen af 8. august om fredningsnævnets opfattelse af fredning omkring Sømosen slås det fast med syvtommersøm, at mosen og de omkringliggende arealer er en del af Hjortespringskilden, og de eksisterende naturværdier er af stor betydning for opretholdelse af et rigt dyre og planteliv i Vestegnen.

Nu er det jo desværre sådan, at naturens fauna og dyr ikke kan læse, hvor de må opholde sig for at undgå at få kappet hovederne af, når private investorer ønsker at bygge lige netop, hvor naturen lever sit liv. Naturen har ingen fredningsgrænser, det er kun mennesket, der har lavet grænser for, hvor man må gå og være til.

Det er da klart kære Hella, at mange borgere ikke tror på de politiske udmeldinger om dette og hint, da en troværdighedssøjle ud af tyve erhverv viser, at politikerne ligger på en tyvende plads, altså sidst.

Når først byggeriet er færdigt, ikke opført i beton som jeg fejlagtigt troede, er det for sent at få en natur tilbage igen.

Men et andet forslag kunne da være at fjerne oplægget med et mindre supermarked, og bruge disse arealer til boliger eller undervisning i stedet for, der er altså hun 400 meter til en kæmpestor Føtex. Lav parkering i kælder og beskær byggeriet ned mod den asfalterede sti mod mosen til det halve.

Husk at jorden har vi kun til låns, børn og børnebørn skulle også gerne se en fugl flyve i det fri.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *