Ud med tog – ind med busser
Sporarbejde-6-copy-1.jpg
Det store sporarbejde på S-banen går nu for alvor i gang fra den 1. juni. Det betyder flere busser og længere rejsetider frem til den 26. august. Foto: Arkivfoto
transport Tilløbet har været langt, men nu går det løs. Den 1. juni går det store sporarbejde i gang og S-togene erstattes i et par måneder af busser.

Der har været snakket om det længe og drypvis har Ballerup Station også været lukket for togdrift, mens busserne har kørt i pendulfart til og fra byen. Det har indtil nu kun været i få dage ad gangen, men fra den 1. juni går det løs.

Det store sporarbejde på S-togsstrækningen mellem Frederikssund og Valby skal i gang og frem til og med den 26. august kører der ingen tog på strækningen, der blandt andet omfatter Ballerup, Skovlunde, Malmparken og Måløv Stationer.

Det betyder, at der i denne periode vil blive sat togbusser ind, der skal køre de mange togløse passagerer rundt til deres destinationer.

Det vil få nogle konsekvenser for de rejsende i de kommende måneder.

»Det kan ikke undgås, at rejsetiden bliver længere end normalt. DOT og DSB har derfor analyseret kundernes rejsestrømme og tilrettelagt togbussernes ruter på en måde, der gør, at kunderne kommer hurtigst muligt frem og dermed får forlænget deres rejstid mindst muligt,« siger Tonny Bispeskov, informationschef i DSB.

Alle opfordres til at bruge rejseplanen, så de kan finde den hurtigst mulige rute.

»For nogen vil det komme som en overraskelse, at rejseplanen foreslår, at de rejser i en anden retning, end de plejer, men det er netop det, som rejseplanen kan. Den regner ud, hvad der er mest optimalt for kunden,« siger Tonny Bispeskov.

Flere busser

For Balleruppere, der arbejder i København kan det være en fordel at tage den pink togbus fra Ballerup til Høje Taastrup og derefter skifte til regionaltog fra Høje Taastrup. Samme princip gælder, hvis man bruger Malmparken eller Skovlunde Station. Også en række andre busser som 350S, 400S, 500S og 40E kan fungere som alternativer.

Der vil i perioden være flere linjer end normalt og der vil ikke, som sædvanlig, være færre afgange i skolernes sommerferie.

I øvrigt kan kunder med periodekort, ungdomskort eller pensionistkort rejse uden merpris i et større område end deres kort gælder til, hvis de sender en sms med teksten ’zone’ til 1919, så sender DSB en sms tilbage, der sammen med et gyldigt kort, giver adgang til at rejse langs med og på tværs af Frederikssundbanen.

Desuden er spærretiden for pensionister forkortet til mellem klokken 7 og 8 langs med og på tværs af Frederikssundsbanen. I resten af hovedstadsområdet er spærretiden den samme som normalt.

Få mere tid

Som et forsøg har DSB lanceret en ny gratis service, kaldet ’få tiden tilbage’, hvor kunderne kan veksle deres forlængede rejsetid med togbus til nye rejser med toget, når sporarbejdet er slut. Det er forbeholdt kunderne, som rejser under sporarbejdet på strækningen.

Man kan læse mere om projektet og de andre tiltag på www.dsb.dk/LinjeCH.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *