DF raser over Malmparken-løsning
birgitte_dahl_19.jpg
»Jeg vil have det fjernet og lavet om. Det er noget af det mest vanvittige, jeg har oplevet,« siger Birgitte Dahl fra DF om den nye trafikløsning på Malmparken. Foto: Flemming Schiller
trafik Mens flere medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget stiller sig afventende overfor trafikløsningen ved Malmparken, så kræver Birgitte Dahl (O) handling nu.

Sagen om den utraditionelle trafikløsning ved Malmparken deler politikerne i Teknik- og Miljøudvalget.
Nogle forholder sig afventende til sagen og vil dermed vente med at gøre noget, indtil sommeren er overstået og togbusserne måske letter presset på trafikken på Malmparken. Den holdning deles af både udvalgsformand Hella Hardø Tiedemann (A) og udvalgsmedlem Jacob Wøhler Jørgensen (V).

»Jeg synes, at selve projektet giver mening for at få et bedre trafikflow i området. Men udførelsen kommer lidt bag på mig, det skal jeg da indrømme. Jeg kan godt forstå, at folk er irriterede over det, men jeg synes nu, det er en overreaktion, hvis vi laver det om nu. Togbusserne lægger et stort pres på trafikken nu og når de er væk, så tror jeg, at det blive bedre. Så jeg vil afvente indtil efter sommerferien og se, hvordan det går. Hvis det stadig er et problem, så må vi gøre noget,« siger Jacob Wøhler Jørgensen.

Læs også: Trods kø og kritik bliver der ikke ændret på trafikløsningen

Har skiftet holdning

Sammen holdning lægger udvalgsformand Hella Hardø Tiedemann for dagen. Selvom hun i sidste uge var ganske klar i mælet om, at hun ikke ville lægge navn til den nuværende løsning, så er hun nu blevet ’klogere’.

»Jeg lytter altid til sagkundskaben og jeg blev også forskrækket over reaktionerne. Men jeg tror faktisk på, at det bliver bedre, når vi får togbusserne væk. Ifølge beregningerne skal man højst vente 50 sekunder i bil, hvilket jo ikke er meget og det regner vi med holder, når de mange togbusser er væk. Desuden arbejder vi med en løsning om at sætte nogle kegler eller stolper op, der skal markere, at man ikke må overtræde spærrelinjerne. Vi kan ikke have, at folk bryder loven. Men vi følger det tæt og ser hvad der sker efter sommerferien,« siger Hella Hardø Tiedemann, som altså også sparker sagen til hjørne.

Det gør Dansk Folkepartis medlem Birgitte Dahl til gengæld ikke. Hun bor selv lige ved Malmparken og kan bestemt ikke lide, hvad hun ser hver dag.

Helt vanvittigt

»Jeg vil have det fjernet og lavet om. Det er noget af det mest vanvittige, jeg har oplevet. Jeg ser lange køer mod Frederikssundsvej og folk der skal vente længe for at komme den anden vej. Der er totalt kaos, især ved myldretiden. Folk mister tålmodigheden og foretager ulovlige og farlige manøvrer. Det er selvfølgelig ikke i orden, men det viser bare, hvor frustrerende det er. Og den snak om at man vil stille kegler eller stolper op – ja, det er fint. Det øger bare frustrationerne. Det er ganske enkelt en dårlig løsning,« siger Birgitte Dahl, som har haft sagen oppe at vende i udvalget.

»Jeg har haft det oppe i udvalget og der var alle faktisk enige med mig i, at det var en dårlig løsning. Det synes de så tilsyneladende ikke nu, men de bor her jo heller ikke. Jeg vil forfølge denne sag og have den drøftet i både Teknik- og Miljøudvalget og i kommunalbestyrelsen,« siger Birgitte Dahl, som ikke kan se noget forløsende i at vente til at togbusserne forsvinder.

Det ændrer sig ikke

»Jeg tror ikke på, at det vil ændre meget på situationen. Der kører stadig ret mange busser på strækningen og det er og bliver en dårlig løsning, det kan jeg jo se hver dag,« siger hun.

Viceborgmester Lolan Ottesen (A), har i øvrigt kommenteret i den offentlige facebooktråd om sagen, hvor hun også deler sine personlige frustrationer over at holde i kø på strækningen og mener, at det er en uholdbar løsning. Hun har dog ikke ønsket at uddybe sin holdning overfor Ballerup Bladet.

Om ganske kort tid er der sommerferie og det politiske liv holder, ganske som så mange andre, fri. Men sagen om den meget specielle trafikale situation ved Malmparken ser ikke ud til at forsvinde i varmedisen, men derimod til at ulme konstant indtil ferien er overstået og trafikken igen blusser op og giver trængsel på en af Ballerups befærdede veje.



2 kommentarer om “DF raser over Malmparken-løsning”

  1. O.Jensen siger:

    Busbanen under Jernbanen blev indraget / fjernet fordi man ville have hastigheden ned på strækningen
    Det kan man læse alt om i den tidliger udgave af avisen .
    Det må siges, at det er lykkedes udemærket .
    Nu er hastigheden 0 , i hele 50 sekunder ?
    Men det betyder ikke noget , det er adfærdsregulerende tiltag for at få hastigheden ned .
    Hvor lav skal hastigheden være på strækningen før man er tilfreds .
    Svaret er , som den er nu .
    Men kun til efter sommer ! ! !

  2. E. Reinert siger:

    Det er da for filan kun en god løsning at give den kollektive trafik førsteret – så vælger flere måske at tage bus og tog til og fra arbejde, frem for at sidde én person i hver bil og skabe kø!

Skriv et svar til O.Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *