Går den så går den
Debat Går den så går den. Det må være mottoet for Ballerup Kommune og Vestforbrændingen.

Som erhvervsdrivende eller rettere tidligere, for min virksomhed som konsulentfirma har været uden aktivitet i over et år, får jeg naturligvis oplysning fra Ballerup Kommune om, at jeg skal betale erhvervsaffaldsgebyr for 2018.

Det skal samtidig nævnes, at min virksomheds aktiviteter foregår hos mine klienter og derfor ikke skaber affald på min adresse.

Jeg søgte naturligvis om fritagelse, hvilket ifølge kommunen burde være en formsag, når virksomheden har været inaktiv i over et år.

I maj måned har jeg stadig ikke hørt noget, men modtager på trods heraf en faktura fra kommunen på gebyret. Da jeg opponerer mod dette, får jeg at vide, at de kan se, at jeg har fremsendt anmodning om fritagelse og at fakturaen er sat i bero indtil jeg får en afgørelse.

Men hvorfor så sende en faktura, før der er truffet afgørelse? Det kunne tyde på det man på gammeldags dansk kalder bondefangeri eller ’går den så går den’. Man kan ikke andet end sidde tilbage med tanken om, jeg mon ville have fået mine penge tilbage, hvis jeg bare havde betalt og senere fået fritagelse.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *