Støjhelvede på Bispevangen
Lene_støj_7.jpg
Line Kærsager ved det store skinne- og sporarbejde, som ligger kun 70 meter fra hendes hus. Dag og især nat larmer det fra sporarbejdet, der holder familien vågen det meste af natten. Hver nat. Hvis ikke der sker ændringer, frygter hun for sit og familiens helbred. Foto: Flemming Schiller
gener Familien Kærsager har nu i flere uger levet i et decideret støjhelvede i deres hus på Bispvangen. De er naboer til det store skinnearbejde på S-banen og får ikke meget mere end halvanden times søvn. Men selvom familien er ved at falde fra hinanden er der ingen hjælp at hente.

Lige nu, hvor Ballerup Bladet er på besøg en mandag eftermiddag, er der faktisk kun en lille smule støj. Men så snart natten falder på og familien skal til at gå i seng, så begynder den voldsomme støj. Støjen fra den store byggeplads ved skinnerne, som Banedanmark har etableret i den tid, som det store sporarbejde på S-banen varer – altså frem til slutningen af august.

Bare 50-75 meter fra familien Kærsagers hus på Bispvangen ligger byggepladsen, hvor der konstant og især om natten, er larm fra store maskiner, der kører og dytter, råbende mandskab og sten der knuses. Skinnernes placering betyder, at der ikke er bygget en støjvold op til husene i området, så de op imod 70 decibel brager lige ind i huset. Hver nat.

Nu er der gået et par uger og familien, der består af Line Kærsager, hendes mand og deres to børn på fem og syv år, er ved at gå op i limningen. De får næsten ingen søvn, og Line har netop fået konstateret en akut belastningsreaktion af lægen, som opfordrer hende og familien til at flytte væk i de kommende måneder.

Råber og dytter

Lige siden arbejdet begyndte, har familien og især Line, der til daglig har en lederstilling i Leo Pharma, kæmpet for at råbe op og fortælle Banedanmark og Ballerup Kommune, der har givet dispensation til den voldsomme larm, om deres desperate situation. Men de mødes af ligegyldige standardsvar fra Banedanmark og tavshed fra Ballerup Kommune.

»Det begyndte den 1. juni og siden har vi hver dag og især nat hørt på det. Ved midnat begynder de 200 meter lange tog at køre med sten og skærver. Mandskabet råber til hinanden og dytter med deres vogne. Det fortsætter frem til omkring klokken syv om morgenen. Vi sover for totalt lukkede vinduer og alligevel har jeg målt en gennemsnitlig lydpåvirkning på 60 decibel med et max på 70,4. Det er langt over det tilladte. Det er ganske enkelt uudholdeligt,« siger Line Kærsager og fortsætter:

»Jeg får ikke mere end halvanden times søvn om natten. Min mand er motorcykelbetjent og skal tidligt op om morgenen. Det er jo livsfarligt at sende ham ud på en motorcykel efter så lidt søvn. Vores børn skal op og fungere i hverdagen og jeg har et job, hvor jeg skal tage beslutninger hver dag. Det påvirker vores evner på jobbet og vores børn er trætte og ødelagte om morgenen. Vi er ganske enkelt ved at falde fra hinanden.«

I desperation har Line Kærsager forsøgt at flytte en af børnenes madrasser ind i et udhus, hvor der ikke er vinduer, i håb om at kunne sove bare lidt mere.

»Det er en uholdbar løsning, men det er også desperat. Jeg har netop været hos lægen, som har konstateret belastningsskader og opfordret mig og familien til at flytte. Men hvor skal vi flytte hen? Jeg må formentlig også snart sygemelde mig fra jobbet. Det er et mareridt,« siger Line Kærsager.

Det er ren Kafka

Men ligeså frustrerende det er, ikke at kunne sove om natten, ligeså frustrerende er det, at hun ingen hjælp får. Hun har i flere uger henvendt sig til Banedanmark og fortalt dem om generne. Men alt hvad hun får er en standardmail om, at man beklager situationen og forsøger at finde en løsning. Derefter fortsætter larmen bare. Der er ingen steder, hun kan henvende sig, blot en upersonlig emailadresse. Hun har også henvendt sig til Ballerup Kommune, men her er der heller ikke meget hjælp at hente. Efter en indledende dialog, har der senest været total tavshed.

»Vi er blevet varslet om, at der kunne forekomme lejlighedvise støjgener, og de har fået dispensation fra Ballerup Kommune. Men det her er jo ikke lejlighedsvise støjgener, det er konstant larm og det kan ganske enkelt ikke være lovligt. Men det er helt kafkask, for vi kan ikke henvende os til nogen personer, og vi får bare sådan et standardsvar, som intet kan bruges til. Varslingen er formuleret med nogle gummiparagraffer, som man altid kan dække sig ind under. Men det ændrer ikke på, at vores liv bliver ødelagt,« siger Line Kærsager, som godt ved, at arbejdet nok ikke stopper.

Kræver genhusning

»Der er for meget på spil. Derfor må det være rimeligt, at vi bliver genhuset. Alt andet end at bo her i dette støjhelvede i flere måneder endnu. Det er helt uoverskueligt. Vi lever ikke mere, vi overlever kun lige med nød og næppe,« siger en desperat Line Kærsager, som i dag har besøg af naboen, der har nøjagtig samme problem.
Imens beboerne kæmper for at få deres liv til at hænge sammen og råbe de ansvarlige op, fortsætter arbejdet lige bag hækkene med uformindsket styrke. Dag og nat. Hele tiden.

Nu skal der støjmåles

De groteske forhold for familien Kærsager har også gjort indtryk på Ballerup Rådhus. Line Kærsager har skrevet en brev direkte til formand for Teknik- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (A), og der vil nu blive sat en uvildig støjmåling i gang.

»Det er helt forfærdeligt, det som familien oplever. Jeg kan sagtens forstå deres frustration, selvom jeg må sige, at der rent faktisk har været en dialog og at jeg ikke mener, at Ballerup Kommune bare er tavse. Men vi vil have gang i en støjmåling, så vi kan se på værdierne og handle derfra,« siger Hella Hardø Tiedemann, og henviser i øvrigt til Steen Pedersen, centerchef for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.

Han bekræfter, at man har bedt om en støjmåling – allerede i denne weekend.

»Vi har hyret et eksternt firma, der er autoriseret og har det rigtige udstyr til at måle den slags. Det er nødvendigt, hvis vi skal spille med musklerne overfor Banedanmark. Jeg ved, at der kan blive tale om en eller anden form for støjværn, men vi ved meget mere efter målingen,« siger Steen Pedersen.

Han afviser, at Ballerup Kommune kan genhuse beboerne.

»Det er faktisk ikke noget vi kan gøre. Ligesom med Metrobyggeriet, uden sammenligning i øvrigt, så var det metroselskabet, der måtte betale for genhusning og hvad der ellers skulle kompensere beboerne. Genhusning i den slags sager er ikke noget vi har lov til. Men vi kan stille nogle krav, hvis vi først har fået vished for, at der er for meget støj. Det er en balancegang mellem at få sluttet et samfundskritisk byggeri og samtidig beskytte de lokale borgere mod gener,« siger Steen Pedersen, som påpeger, at kommunen kan slå i bordet og kræve eventuelt støjværn eller andren form for støjdæmpning, hvis man måler støjværdierne for høje.



5 kommentarer om “Støjhelvede på Bispevangen”

  1. Ole Nielsen siger:

    Foruden den ulidelige støj om natten, er der også lugt- og støvgener. Hér onsdag morgen ca. mellem 04.30 og 05.30, stod et diesel-lokomotiv i tomgang ved Bispevangen i over en time,og toghornet blev aktiveret et par gange. Der er sikkert ikke regler om partikeludledning og partikelfiltre på BaneDanmarks togmateriel som på andre områder, men til sammenligning må almindelige motorkøretøjer kun holde i 3 minutter med motoren i tomgang !
    Tirsdag aften stod i perioder støvskyer ud over Degnevangen og Bispevangen. På vores terrasse ligger stenstøv ! På bilerne ligger stenstøv ! …mon vi også har det i lungerne ? Hvem i kommunen har kunnet finde på at give dispensation til en sådan byggeplads i tættere bebygget område ? Der er mellem Ballerup og Frederikssund 33 km jernbane med mange øde landstrækninger hvor støj og støv ikke ville have været et problem. Hvem i forvaltningen kan mon hjælpe med at få løst dette problem…og hurtigst muligt ?

  2. O.Jensen siger:

    Det er noget elendigt gammelt matriel Bane Danmark bruger ,
    det er ikke tidsvarende og effektivt .
    Deres Gamle ME lokomotiv bidrager godt til partikel forureningen . Det er uffateligt at man ikke bruger elektriske tog ,men det høre nok kun fremtiden til !
    Tilsyneladende bliver der arbejdet mere om natten end om dagen på banen ,
    underligt .
    26 August er dead line . Hjælp .

    1. William Hansen siger:

      Bane Danmark ejer ingen ME lokomotiver. Det er kun DSB, der har dem. Det er nok MX, MY eller Luxembourgske serie 1800 de lejer ind fra private selskaber. De store diesellokomotiver kræver ekstremt meget strøm fra et batteri for at starte op. Normalt har man maksimalt to forsøg i opstart måske et tredje hvis man er heldig og batteriet er godt. Derfor lader man lokomotiverne stå i tomgang, da det tager lang tid at lade batterierne op igen efter en opstart. Men forstår godt det kan være til gene. Desuden duer det ikke at bruge elektrisk materiel når man laver den slags arbejde. Ofte bruges der kraner og man er derfor nødt til at slukke for kørestrømmen for at undgå lysbuer (gnister) mellem kabel og kran. Det vil også være dyrt hvis Bane Danmark skal ud og investere i nye eldrevne arbejdskøretøjer, som kan køre både på S-banens 1650V DC og fjernbanens 25kV AC.

    2. Thomas N. siger:

      Hej Ole. Det er ikke Banedanmark’s maskiner. Det er structon rail der står for materiellet og arbejdet for Banedanmark, som ganske vist er gm’ere men dog CLF1800 serien og ikke ME lokomotiver.
      Det er desværre ikke motorer der har godt af at blive slukket og tændt hele tiden, men har bedst af at stå og holde sig varme. Derfor de også holder i tomgang, ligesom DSB’s ME lokomotiver inde ved Dybbølsbro.

      Det skal siges at jeg selv bor op ad banen i Herlev, og kan høre dem når de kører forbi. Men nu kan jeg så også lide lyden af et godt håndværk.

  3. O.Jensen siger:

    Nu skal forvaltningen have et firma ud og måle støj tal db .
    Når det arbejde er færdigt og analyseret er bane arbejdet færdigt .
    Fint Ikke .

Skriv et svar til Thomas N. Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *