Så fik Søndergården langt om længe et fælleshus
Fælleshuset-Søndergård-Udefra_forfra-copy.jpg
Det har været undervejs i årevis, men nu står fælleshuset for enden af søen i Søndergårdskvarteret endelig færdigt.
indvielse Det har taget mange år og kostet blod, sved og tårer. Men nu er Søndergårdskvarteret fælleshus færdigt og nøglerne overdraget til grundejerforeningerne.

Lige siden udviklingen af Søndergårdskvarteret i Måløv begyndte i 2001 har det været målet, at området skulle have sit helt eget fælleshus. Der har været mange bump på vejen, men nu er fælleshuset langt om længe færdigt.

Nøglerne til huset blev torsdag i sidste uge overdraget til de to grundejerforeninger, Søndergård Nord og Søndergård Syd ved en lille reception i det nye hus. Det bliver de to grundejerforeninger, der fremadrettet kommer til at stå for den daglige drift af huset, som kan lejes af lokale foreninger og beboere til arrangementer.

Mange forhindringer

Oprindeligt var idéen at fælleshuset skulle været et helt specielt, bæredygtigt hus opført i ubrændt ler – et projekt som var udviklet af kunstner Bjørn Nørgaard, der også står bag skulpturen Nåleøjet i kvarteret, og Falko Arkitekter. Men det projekt blev dog alt for dyrt, og derfor overtog Tegnestuen Vandkunsten i samarbejde med entreprenørfirmaet Hald & Halberg.

De har så været tre år undervejs på grund af en masse forskellige udfordringer i byggeperioden – lige fra dårligt betonarbejde og vådt vejr til en konkursramt entreprenør.

Rejsegildet blev holdt tilbage i november 2016, men de mange fejl og mangler på huset har udskudt færdiggørelsen og overdragelsen af fælleshuset til grundejerforeningerne.

Nu står det dog langt om længe færdigt – og flot ser det ud. Det runde fælleshus ligger for enden af søen og de store glasfacader ud mod søen sikrer en skøn udsigt fra både stueetagen første sal. På bagsiden er fælleshuset beklædt med træ.

Ballerup Kommune har været bygherre på projektet, der har kostet syv millioner kroner.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *