Naturen tørster i varmen
tør_sommer_4.jpg
Den tørre sommer har sat sit aftryk på naturen. Den manglende vand fra oven har gjort det svært for kreaturerne at finde føde. Foto: Flemming Schiller
tørke Sommeren har for alvor bidt sig fast. Men selv om mange nyder solen og varmen, så tørster naturen. Vandselskabet opfordrer til, at vi sparer på vandet, og får og køer, der normalt græsser de kommunale marker af, må have vand og hø ud i folden. Men vandingsforbud er der ikke.

Græsset er gået fra grønt til gult, kreaturerne begynder at få svært ved at finde føde, og selv skvalderkålen har givet op over for den tørre sommer. Naturen tørster. Og det ses og mærkes i haverne og i naturen.

I Center for By, Erhverv og Miljø på Ballerup Rådhus har man et ekstra øje på de blomsterkummer, staudebede og nyplantede anlæg i denne varme tid.

»Vi har rigtig mange staudebed i Ballerup, men de er anlagt, så de som udgangspunkt ikke skal vandes. På grund af den absurd varme sommer har vi i år ekstra opmærksomhed på planterne. Lige nu venter vi på en tilbagemelding fra HedeDanmark, der står for blandt andet vandingen, om hvorvidt, staudebedene skal vandes,« siger landskabsarkitekt Julie Foged Andersen, der er driftsplanlægger i Ballerup Kommune.

Sommerblomsterne der står rundt omkring på torve og pladser bliver vandet uanset vejret. Men i øjeblikket sker det lidt oftere end normalt. Ligesom nye anlæg, for eksempel langs Ballerup Boulevard, og efterplantninger i staudebede, kræver ekstra opmærksomhed og vand, uanset, hvor meget, der kommer fra oven.

Høsten er i gang

Tørken har også haft betydning for driften på Grantoftegaard, der står for plejen af de kommunale naturarealer. Her er man begyndt at høste tre uger tidligere end normalt, ligesom udbyttet af hø, er halveret. Udover at blive brugt som foder til bedriftens egne dyr, sælger Grantoftegaard også hø og ensilage til økologiske landmænd. Men i år bliver der ikke så meget at sælge af.

»Vi er begyndt at lægge foder ud i foldene, der hvor dyrene ikke har noget at spise. Lige nu æder de frøstandene fra græsset. Men vi holder øje med dem og sørger også for, at de har vandbaljer med frisk vand, der hvor de ikke har naturlig adgang til det. Så dyrene lider ingen nød,« siger Rune Sørensen fra Grantoftegaard, hvor man for første gang i fem år har været nødt til at vande grøntsagerne for, at de ikke går til.

Varmen fortsætter

Ifølge Danmarks Meterologiske Institut fortsætter den usædvanlige tørre sommer ind i august. Og det betyder, vi bruger mere vand end normalt, alligevel er der ikke udstedt noget egentligt vandingsforbud. I vandselskabet Novafos, der leverer vand til blandt andet Ballerup Kommune følger man udviklingen nøje.

»Der er ikke noget forbud mod at vande sin have. Vi har i øjeblikket et merforbrug på 10-15 procent, men der er ikke pres på ressourcerne, og derfor berettiger det ikke til forbud mod at vande sin have. Men vi følger situationen tæt, og fortsætter tørken de kommende måneder, så kan det godt være situationen ser anderledes ud,« siger Carsten Nystrup, administrerende direktør i vandselskabet Novafos, der siden juli sidste år har leveret vand til Ballerup, Allerød, Egedal, Furesø, Frederikssund, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal. Forsyningsselskabet er ejet af de ni kommuner i fællesskab.

Brug vand med omtanke

»Tidligere, da det var Ballerup Vandværk, der drev vandforsyningen i Ballerup alene, var man mere følsom over for udsving. Men efter vi har konsolideret os i Novasol og leverer vand til et stort område, hvor befolkningstætheden ikke er lige så tæt, som i for eksempel København, så er der heller det samme pres på ressourcerne,« siger Carsten Nystrup, der dog opfordrer borgerne til at bruge deres sunde fornuft i forhold til vandet i denne tørre tid.

»Vi beder folk om at opføre sig fornuftigt. Man må gerne vande sine blomsterbed og grøntsager, men gør det om aftenen, hvor fordampningen er mindst. Græsset skal man ikke vande. Det giver ingen mening. Det kommer hurtigt tilbage, så snart vi får noget regn,« siger direktøren.

De store havebassiner skal man også begrænse brugen af. De kan nemt rumme vandmængder, der svarer et halvt årsforbrug for en gennemsnitlig dansker.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *