Mangfoldighedens markedsplads
kræmmerfestival_2018_18.jpg
Kræmmermarkedet er folkeligt og fornøjeligt, og lidt høj i hatten har man også lov at være. Foto: Flemming Schiller
kræmmerfestival Der var sol og sommer over den tidligere flyveplads i Skovlunde, da Ballerup Kræmmermarked i weekenden blev afviklet for 20. gang. Med fræk frokost til damerne, tivoli og masser af musik. Sådan som traditionen foreskriver.

Støvet fra grusvejen hvirvles op i næse og øjne på de gående, hver gang en bil passerer på vej ind til markedspladsen. Næsten som om, man skal mindes om, at den danske sommer viser sig fra sin tørre og støvede side i år, hvis man skulle være i tvivl. Et vejrlig der giver brede smil hos folkene bag Ballerup Kræmmermarked, for det betyder masser af besøgende, men også panderynker på grund af brandfaren. Et stort advarselsskilt ved indgangen til markedspladsen gør folk opmærksom på, at her er tørt. Men ellers er alt som det plejer.

I madboderne er de frivillige i gang med at lange vand, øl og pølser over disken. Det Irske Telt er ved at varme op til dagens musikalske arrangementer med ginsmagning, og ved siden af i Kaffestuen har de lokale præster inviteret indenfor til kræmmergudstjeneste, i år med deltagelse af Belindas Gospel, der istemmer ’Oh, Happy Day’, efter sognepræst Vibeke Fuglsang Olsson har indviet tilhørerne i historien om de sortes kirkers gospel-tradition.

Imens kommer en kvinde trækkende med en pony udenfor, og et stenkast derfra, ved festivalteltet, er deltagerne til årets damefrokost begyndt at ankomme i sommerkjoler og ditto hatte.

Vicky og Camilla kommer begge udenbys fra, men det er tredje år, de deltager
i Damefrokosten på kræmmermarkedet. Foto: Flemming Schiller.

Fræk frokost

At der er lagt op til fræk frokost ses på hattene. Damerne er sat op til lir. Pandebånd og hatte med penisser på synes at være en trend her. To af deltagerne er 31-årige Camilla og 34-årige Vicky, der begge kommer udenbys fra, men som er med for tredje år i træk.

»Fordi det er sjovt og hyggeligt. Det er en tredje veninde, der har taget os med, og vi kommer i en gruppe på ni-ti kvinder,« siger Camilla, inden teltdugen bliver slået til side og damerne træder indenfor. En flok mænd i sorte t-shirts tager imod dem.

De skal servere og i øvrigt være klar til at smide t-shirten, så snart en af kvinderne hiver en 100 krone seddel frem. Det er en del af festen, at kvinderne kan få lov at pille overdelen af mændene og samtidig samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Blandt serveringspersonalet er også borgmester Jesper Würtzen, der som byen førstemand må gå foran og vise vejen.

»Hej piger, er I ved at være klar. Vil I gerne være nøgne,« råber konferencieren til damerne, der svarer igen med et brøl, inden han giver mikrofonen til borgmesteren, der saluterer gæsterne på følgende vis:

»I damer ser altid godt ud. Men i år ser I ekstra godt ud,« lyder det til stor jubel for kvinderne.

Næppe har konferencieren annonceret, at det er gratis at tage t-shirten af borgmesteren, før en cowgirl indfinder sig og begynder at hive i Würtzens bluse, mens Joe Cocker skråler ’You can leave your hat on’ for fuld udblæsning. En anden kvinde støder til, og lettere forlegen må borgmesteren overgive sig til traditionen.

Næste mand i rækken er dagens kok, der ligeledes må finde sig i at blive klædt af. Så er den frække frokost i gang.

Kitsch og rebozo

Uden for festivalteltet har en lille familie fundet skygge bag en madvogn, hvor mor kan amme sit barn. Og i et stille hjørne af pladsen står småbørnsfamilier i kø for at give de små en tur på ponyryg.

En svedende skolepige er iført en bumper ball, en stor plastic bold, som hun forsøger at navigere rundt med. På banen ved siden af har en far og hans lille søn trodset varmen og løber rundt med lasergeværer og skyder på hinanden.

Mere adstadigt går det for sig i den modsatte ende af pladen, hos truckerne fra Convoy Buddy CB Truckers Club, der har fundet skygge foran et par lastbiler. I år er der 120 trucks, det er flere end sidste år, og flere svenskere er blandt, fortæller de. Lige nu har de det hjørne for sig selv. Gæsterne synes at samle sig omkring kræmmerne og de 300 boder med aflagt børnetøj, kitsch og brugskunst.

Hos Kirkens Korshær kan man erhverve sig både korset og røde stiletter for en slik, her er billige knive og sakse til salg og smagfulde spækbrædder. Blandt loppefundene skiller Lise Lotte Rudniaks telt sig ud. En barneseng og lyserøde og lyseblå balloner pryder indgangen til hendes telt.

Hun er privatpraktiserende jordemor fra Skovlunde, og er med på markedet for første gang for at gøre opmærksom på sine ydelser. I hendes telt kan gravide komme ind og lytte til hjertelyden hos deres barn, høre om rebozo – den mexicanske tørklædeteknik, der kan bruges til at vende babyer, der ligger med hovedet opad inde i mors mave, og hjælpe kvinden til at slappe af under fødslen.

Og senere på dagen åbner Sound City teltet, der disker op med musikalske smagsprøver fra Mere Monitor og festivalteltet byder blandt andet på koncert med Rasmus Nøhr med band. Det er i sandhed mangfoldighedens markedsplads.

Se flere billeder fra vores besøg på kræmmerfestivalen her: Billedgalleri



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *