Det bliver en hård sæsonåbner for BSF i Danmarksserien
BSF-copy-1.jpg
Jublen ville ingen ende tage, da det lykkedes BSF at rykke op i Danmarksserien. Nu begynder sæsonen og første modstander bliver nedrykkerne fra 2. division, Greve, på søndag. Foto: Privatfoto
fodbold BSF er tilbage i Danmarksserien og spillerne i seniorafdelingen har været i gang siden midten af juli måned, hvor den har stået på hård løbetræning i sommervarmen.

Men der har også været plads til nogle træningskampe og det er gået godt for førsteholdet, som har vundet alle deres træningskampe mod henholdsvis Ishøj, som også er oprykker til DS, Odsherred, som sluttede midt i DS 2017/18 og sidst vandt holdet 5-1 over Stenløse, som rykkede ud af DS med samme antal point som Karlslunde, som blev i rækken på grund af en bedre målscorer.

Siden sidste kamp i foråret mod NB Bornholm er der ikke sket det store i førsteholds-truppen. Der er blevet sagt farvel til Andreas Horsebøg, som har valgt at prøve lykken i FREM i 2. division, og så har Jonathan ”Jonna” Nielsen valgt at stille støvlerne på hylden, men ellers er truppen intakt.

BSF skal spille i DS pulje 1 og skal blandt andet møde vore naboer fra Herlev IF, men undgik Ledøje-Smørum, som kom i DS pulje 2, som umiddelbart ser noget nemmere ud end pulje 1, hvor det formentlig bliver Greve, Holbæk, Herlev If og GVI som skal kæmpe om oprykning til 2. division, mens BSF i første omgang har som målsætning ikke at rykke ud af rækken.

Træningskampene har vist, at holdet er i god fysisk og konditionel form. Der er blevet eksperimenteret en del og nye spillere har fået chancen – især Simon Nykvist har vist lovende takter, men også andre har budt ind, så der er en god og sund kamp om pladserne. BSF spiller sidste træningskamp på tirsdag den 31. juli ude mod Ledøje-Smørum, hvorefter det bliver alvor.

BSF åbner sæsonen med en kamp mod Greve, som er nedrykker fra 2. division, så det kunne vel næsten ikke blive værre, men BSF’erne er klar og håber at rigtigt mange af de trofaste fans tager turen med til Greve Idræts Center på søndag den 5. august klokken 14 og bakker drengene op.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *