Brand på byggeren i Grantoften
Brand-udrykning-Foto-René-Deleuran-Mølgaard-Andersen-COLOURBOX.jpg
Genrefoto Foto: René Deleuran Mølgaard Andersen/Colourbox
udrykning Fire brandbiler drønede til Grantoften natten til lørdag, da der var ild på byggelegepladsen.

Natten til lørdag den 28. juli rykkede Beredskab Øst talstærkt ud til Platanvej i Ballerup, hvor der var brand på Grantoftens byggelegeplads.

Heldigvis gik det kun ud over skure og byggerhuse – ingen dyr eller mennesker kom til skade – ligesom Fritids Centrets bygninger heller ikke blev berørt.

»Branden bredte sig lynhurtigt i beplantningen rundt om skurene, fordi det er så tørt. Men vi fik heldigvis hurtigt slukket ilden,« fortæller beredskabsinspektør Jan Bendtzen, der var indsatsleder den nat.

»Vi kom med fire køretøjer og 13 mand plus mig, så det har set lidt voldsomt ud, men det var heldigvis hurtigt overstået. Og det glædelige var, at ingen dyr kom til skade,« tilføjer han.

Det er endnu uvist, hvad der har startet branden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *