Afbrændingsforbuddet er nu ophævet
Naturbrand-COLOURBOX-Foto-Nirut-Sangkeaw.jpg
vejrskifte Grundet de seneste dages regn, de kommende dages lavere temperaturer samt prognoser om mere regn, ophæver Beredskab Øst afbrændingsforbuddet med øjeblikkelig virkning.

Kort før sankthans indførte Beredskab Øst afbrændingsforbud på grund af lang tids tørke og meget høje temperaturer. Men efter de seneste dages vejrskifte og udsigt til mere regn i de kommende dage, ophæves forbuddet nu med øjeblikkelig virkning.

“Selvom Beredskab Øst allerede på nuværende tidspunkt har haft flere udrykninger til naturbrande i år end sammenlignet med tidligere år, ser det alligevel ud til, at borgerne i vores område har forstået forbuddet,” siger sekretariatschef Ole Gregersen, og tilføjer:

“Vores sekretariat har haft mange henvendelser fra borgere, som har spurgt ind til forbuddet. Det tolker vi som om, at borgerne tager det meget seriøst og hellere vil spørge en gang for meget end at gøre noget galt, og de naturbrande vi har haft, har ikke været på grund af ukrudtsbrændere.”

Beredskab Øst appellerer til, at borgerne fortsætter med at bruge deres sunde fornuft, selvom afbrændingsforbuddet ophæves. Der skal altid udvises omtanke og forsigtighed, når der anvendes åben ild.

Faktaboks
Antal naturbrande i 2016: 57
Antal naturbrande i 2017: 49
Antal naturbrande i 2018 til dato: 72



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *