Fra fodboldpige til Miss-finalist
Everni-Smith_15.jpg
Om en måned skal 17-årige Everni Smith fra Ballerup på scenen i Cirkusbygningen i København til finalen i Miss Danmark 2018. Foto: Foto: Flemming Schiller
Modeldrømme 17-årige Everni Smith fra Ballerup er udtaget til finalen i Miss Danmark. Her skal hun dyste mod 29 andre smukke, unge piger om én af de eftertragtede Miss-titler.

Hun ligner en million, som hun står der midt på cykelstien på Marbækvej. Den knaldrøde læbestift og ditto kjole kombineret med et par tårnhøje sølvstiletter stikker noget ud sådan en dødssyg tirsdag formiddag i udkanten af Ballerup.

»Man vænner sig til det,« griner hun, da fotografen kommenterer de høje hæle. Og hendes gangtempo afslører, at hun er i træning.

17-årige Everni Smith har siden maj haft travlt med først auditions og siden bootcamps, hvor blandt andet catwalk, posering, fotografering, hård fysisk træning og øvelse i personlig fremtræden og formuleringsevne har været på programmet.

Den unge, smukke gymnasieelev fra Ballerup er nemlig udvalgt som én af de 30 finalister i skønhedskonkurrencen Miss Danmark 2018. Den 12. september skal hun på scenen i Cirkusbygningen i København, når det store finaleshow løber af stabelen og der skal findes en vinder.

»Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver bare så spændende,« udbryder hun begejstret og tilføjer:

»Det kan godt være, jeg bliver lidt nervøs på selve dagen, men lige nu er jeg bare mega spændt.«

Finale og fidusbamse

Modelbranchen er helt ny for Everni Smith, som dog tidligere har været i lidt i medierne. Sidste år var hun nemlig én af profilerne ved Ekstra Bladets skolefodboldturnering, hvor hun sammen med resten af holdet fra Hedegårdsskolen kæmpede sig vej til finalen og sikrede en flot andenplads til pigerne fra Ballerup.

»Ja, det var også en kæmpe oplevelse. Jeg fik endda fidusbamsen,« griner Everni, der desværre har måttet lægge fodbolden på hylden, da hendes nye liv som gymnasieelev på Borupgaard med fritidsjob i den lokale Rema1000 og masser af timer i fitnesscentret ikke levner tid nok til grønsværen.

»Jeg spillede i BSF i tre år, og hvis jeg havde tiden til det, ville jeg gerne have fortsat. Men der er bare så meget andet lige nu – og jeg vil jo også gerne have lidt tid til at være sammen med veninderne også,« siger Everni.

Hårdere end man tror

Selvom hun er vant til hård fysisk træning har det nye modelliv også været krævende.

»Når man ikke har prøvet det, kan man godt tænke; ’hvor svært kan det lige være’. Men det er faktisk slet ikke så let, som man tror,« siger Everni, der bruger hver weekend på bootcamps sammen med de andre Miss-finalister.

»Vi har gået rigtig meget catwalk og det kan godt mærkes i fødderne. Men man må bare holde ud og tænke, at det er for vores egen skyld, de siger, vi skal træne så meget. Det er for at vi kan holde til det i finalen,« forklarer Everni og tilføjer:

»De er jo rigtig søde – både dem der står for Miss Danmark og de andre piger, så vi har det også sjovt og hyggeligt, når vi er sammen, og jeg føler mig vildt heldig over at være med. Man udvikler sig meget fra gang til gang og det er også spændende at følge de andre deltagere og se, hvordan de klarer de forskellige udfordringer.«

Sidste weekend bød blandt andet på militærbane, hvor pigerne skulle møde op fuldt stylede og kæmpe sig igennem de mange forhindringer – en udfordring der faldt i god jord hos den sporty Everni.

Vil gerne læse jura

Om modelbranchen bliver en fast del af fremtiden må tiden vise. I første omgang handler det om Miss Danmark-finalen, men lysten er der helt bestemt:

»Hvis jeg kan, vil jeg gerne arbejde som model – enten leve af det eller bare have det som fritidsjob,« siger Everni, der dog også har helt andre planer for fremtiden.

»Jeg vil rigtig gerne læse jura, hvis jeg får snittet til det. Men nu skal jeg først knokle i 2.g efter sommerferien,« tilføjer hun.

I finalen skal hun op i mod 29 andre piger – som alle er vidt forskellige i højde, drøjde, farver og typer.

»Jeg kan godt lide, at der er så stor variation i vores udseende i konkurrencen. Jeg ved jo godt, at jeg ikke ligner sådan en klassisk dansk pige med lyst hår og blå øjne, men derfor kan jeg alligevel godt være med og repræsentere de rød-hvide farver,« siger Everni.

Foto: Flemming Schiller



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *