Byhavemøbel med mellemfolkelig hjælp
Grow-room-solo-copy.jpg
Hvis man har lyst, må man gerneplante flere blomster i The Grow Room på Banegårdspladsen i Ballerup. Man kan også bare sætte sig ind i det og nyde synet eller en god bog. Foto: privatfoto
Grønt Ballerup har fået et ’grow room’ foran biblioteket. Det er 10 unge fra forskellige lande, der har bygget det sjove møbel og plantet blomster i det.

På Banegårdspladsen i Ballerup ud for bibliotekets Makerspace står en stor globusformet installation i træ. Det er et såkaldt ’grow room’ – altså et møbel til dyrkning af planter i byen. Møblet er designet af fremtidslaboratoriet Space 10 i København for at skabe debat om ’urban gardening’ og bæredygtighed i byerne og for at gøre det lettere for byboere at dyrke planter og grønsager lokalt og til eget forbrug.

Ballerup Bibliotekerne har hen over sommeren samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke om udviklingen af Ballerups eget ’grow room’. Det store møbel er blevet til med hjælp fra 10 unge med en brændende interesse for bæredygtighed og maker-kultur. De unge kom fra så forskellige lande som Frankrig, Rusland, Serbien, Spanien, Taiwan og Tyrkiet og brugte to uger af deres sommerferie i Ballerup. I løbet af de to uger kæmpede de unge med højt humør mod den massive varme. De lærte at arbejde med Maker-maskinerne, udskar alle trædele, samlede delene til det flotte byhave-møbel og plantede det til med blomster.

Bidrag med blomster

Mikael Brink Frederiksen fra Ballerup Biblioteks Makerspace fortæller, at de unge var begejstrede for deres ophold i Ballerup og meget gerne vil tilbage til lignende workshops.

»Det var et superintensivt forløb med så mange unge, der skulle arbejde sammen om en konkret ting i stegende hede. For os på biblioteket var det en meget positiv oplevelse. Det var fedt at opleve, at de unge uden problemer og med stort engagement arbejdede sammen på tværs af sprog og kultur for at give vores by et bæredygtigt tilbud,« siger han.

The Grow Room står nu klar og vil de næste par måneder være at finde på Banegårdspladsen. Trods varmen er det lykkedes biblioteket at holde liv i de fleste af de blomster, som de unge plantede. Men da møblet er en byhave i miniformat, inviterer biblioteket selvfølgelig byens borgere til at komme og plante deres egne blomster, grøntsager eller hvad man kunne tænke sig. Man er selvfølgelig også velkommen til blot at sætte sig ind i møblet og nyde de grønne omgivelser midt i byen – eventuelt med en god bog fra biblioteket.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *