Svar om idrætsfaciliteterne i Måløv
Debat Kære Karsten Friis. Jeg skal hermed forsøge at svare på dit indlæg i Ballerup Bladet 14. august, som jeg ser som et ønske om en dialog om, hvordan vi sammen skaber de bedst mulige rammer for idrætsforeningernes fortsatte udvikling.

Du har i dit indlæg fokus på faciliteter og det særlige behov, der er i Måløvområdet for at øge kapaciteten, helst løst gennem opførelse af en idrætshal yderligere i Måløv Idrætspark. Det har jeg er par kommentarer til.

For det første er jeg ikke helt enig med dig i, at der ikke er sket noget på facilitetsfronten i Måløv siden 1981. Opførelsen af den nyeste idrætshal med tilhørende café og bevægelsessal (kaldet Barfodssalen) må vel siges mere end erstatter den gamle gymnastiksal, og derfor vel må betragtes som en væsentlig udvidelse af kapaciteten i området. Senest er der også anlagt en kunstgræsfodboldbane i Måløv.

For det andet fik vi i 2015, som du ved, udarbejdet en facilitetsanalyse af Idrættens Analyseinstitut. Analysen viste, at vi hverken samlet set eller i de forskellige lokalområder har et kapacitetsproblem. Faktisk pegede den på et kapacitetsoverskud på mellem 20 og 25 procent.

Der er således umiddelbart ikke behov for flere kvadratmeter, men måske andre kvadratmeter, da borgernes idrætsvaner jo over tid ændrer sig. Nogle discipliner tiltrækker flere aktive andre færre, og det skal vi nok i de kommende år, både i Måløvområdet og andre steder i kommunen, have set på. Vi skal også have fokus på, om hallerne bruges effektivt nok, og måske om hallerne skal indrettes anderledes for at få en mere tidsvarende brug.

Du kan hertil selvfølgelig anføre, at der kan være sket en medlemsudvikling siden. Vi kan af Måløv-foreningernes medlemstal se, at antallet af ”udendørsudøvere” er steget med 100 siden 2015, mens ”indendørsudøvere” er steget med 50. Det er en glædelig stigning, men jeg synes ikke, det er en stigning, der berettiger byggeri af en yderligere hal.

Jeg og resten af Kultur- og Fritidsudvalget vil selvfølgelig i de kommende år følge udviklingen i medlemstal og hallernes brug såvel i Måløv som i kommunen som helhed. Vi vil jo gerne vil have flere borgere til at deltage aktivt i foreningslivet.

Fortsætter den gode udvikling, kan det være relevant, at vi udvider kapaciteten, men i første omgang tror jeg, at vi ved dialog mellem foreninger og kommune kan få en bedre brug af de faciliteter vi har.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *