Erhvervslivet i Ballerup buldrer afsted
Erhverv-virksomheder-2-3.jpg
Det går fremad og gnisterne springer på de lokale virksomheder i disse år. Det kan aflæses på tallene for eksport og arbejdspladser og ses i kommunekassen. Arkivfoto. Foto: Arkivfoto
Fremdrift De nyeste tal for det lokale erhvervsliv viser, at det på næsten alle parametre går ’ufatteligt godt’. Men det halter stadig på uddannelsesområdet.

Ballerup er en erhvervskommune og de mange virksomheder giver både fremdrift, nye arbejdspladser og ikke mindst penge i kommunekassen. Især når det går godt. Og det gør det, viser de nyeste tal fra Business Ballerup, baseret på tal fra Danmarks Statistik, KL, IRIS og Krak.

I kølvandet på den nye erhvervs- og vækstpolitik frem mod 2021 har Ballerup gjort status over og taget pulsen på de fire hovedmål i erhvervs- og vækstpolitikken: Skabelse af 1000 nye arbejdspladser, 750 flere Ballerupborgere i arbejde, mindst hver fjerde elev i folkeskolen vælger en erhvervsuddannelse og at virksomheder i Ballerup har højere omsætning og eksport end i resten af landet.

På næsten alle parametre går det stærkt fremad. Der var i 2016 i alt 35.298 private arbejdspladser i Ballerup Kommune og der blev bare fra 2015 til 2016 skabt 746 flere private arbejdspladser. I løbet af første kvartal af 2018 er der kommet yderligere 120 til.

Omsætning og eksport

Andelen af virksomheder med eksport er markant højere i Ballerup end i Region Hovedstaden og på landsplan. Omkring 17 procent af virksomhederne i Ballerup har eksport mod omkring 14 procent i Region Hovedstaden og godt 13 procent på landsplan.

Antallet af virksomheder med høj omsætning er på knap 14 procent mod henholdsvis 9,5 procent og 8,8 procent på landsplan og i regionen. Dermed er tre af fire hovedmål opfyldt eller godt på vej allerede.

»Vi kan jo se, at det går godt derude i virksomhederne. Det er hele vejen rundt, men vi kan også se at det især er lifescience, techvirksomheder og vidensvirksomheder, der virkelig har fremdrift. Dem har vi mange af i Ballerup, så det er vigtigt for os at holde fast og sørge for gode vilkår for vores virksomheder, så de vækster men også, at der kommer flere virksomheder til,« siger Jette Rau, erhvervschef i Ballerup Kommune.

Penge i kassen

Også på en række andre områder ser det forrygende ud for de lokale firmaer.
Ballerups virksomheder havde i første kvartal af 2018 det største bidrag til Danmarks bruttonationalprodukt med indeks 350. Herefter følger ellers stærke erhvervskommuner som Billund, Glostrup og Gladsaxe med indeks på henholdsvis 280, 230 og 200. De lokale virksomheders produktivitet er også størst med indeks 180 foran Gladsaxe.

De gode tider betyder også gode penge i kommunekassen, hvor Ballerups virksomheder bidrager med omkring 6500 kroner pr. indbygger i selskabsskatter, hvilket i 2017 kun blev overgået af Billund og Glostrup.
Ballerup har også den højeste timeløn i private jobs og henviser kommuner som Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Rudersdal til de øvrige pladser. Ballerup har, sammen med Glostrup, flest internationale virksomheder og har også højeste andel af private arbejdspladser i landet. Der er som nævnt 35.298 private arbejdspladser i Ballerup og 10.320 offentlige arbejdspladser i Ballerup Kommune.

Uddannelser halter

Men selvom tallene altså tydeligt viser, at det kører for Ballerup som erhvervskommune, så halter det på et af erhvervs- og vækstpolitikkens hovedmål. Det er nemlig ikke lykkedes at få 25 procent af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Faktisk går det den forkerte vej.

I 2014 valgte omkring 16 procent af Ballerups unge en erhvervsuddannelse, i 2017 var det 10 procent.

»Det er helt klart en udfordring at få vendt den udvikling, så vi får de unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Der er stadig et imageproblem, så de unge vælger ofte det sikre eller det, som deres forældre – eller mødre – vil have. Men der foregår en masse på erhvervsuddannelserne og det er vigtigt, at vi får både skolerne og virksomheder med til at fortælle den historie,« siger Jette Rau, som overordnet set glæder sig over de gode tal, og samtidig blæser til offensiv for at Ballerup bliver endnu bedre til at fastholde og tiltrække nye virksomheder i alle størrelser.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *