Skammerdag i Pederstrup
Klima-Skammer-sommerkoncert.jpg
Der bliver masser af sjove aktiviteter, leg og optræden, når Teatergruppen Klima og Ballerup Museum holder Skammerens Markedsdag i Pederstrup. Foto: KLIMA
marked Hele familien kan gå på opdagelse i Lene Kaaberbøls univers fra Skammerens Datter, når der er markedsdag i Pederstrup på lørdag.

Teatergruppen KLIMA og Ballerup Museum inviterer til Skammerens Markedsdag i Pederstrup lørdag den 25. august fra klokken 11 til 14. Her kan man komme helt tæt på personerne i Lene Kaaberbøls historie om Skammerens Datter, når plænen bag Pederstrupgård ved Ballerup Museum forvandles til et levende middelaldermarked.

Ved markedsdagen kan man blandt andet sætte sine kræfter på prøve med Nicodemus og Davin, når de sammen med stuntkoreograf Anne Rasmussen underviser i stokkekamp. Koreograf Nanna Ankjærgaard-Andersen vil lære gæsterne danse fra byen Lochlain. Alkymisten Mester Maunus blander eliksirer og Sara Grøndal Kvist Veile fra Ballerup Museum arrangerer lege fra gamle dage. Hos Stiftelsen i byen Sagisloc kan man sammen med lille Melli komme i opdragelsesskole, man kan lave lædersmykker og meget, meget mere.

Find alle personerne

Dagen igennem vil der være sang, dans og opvisning i stokkekamp – og handelsfolkene fra Lochlain sælger frugt, bjergbrød, saft, kaffe og meget andet på pladsen.

Ved ankomst til markedet for man udleveret et ”skammerhæfte” – med det i hånden er det bare om at gå på jagt efter hovedpersonerne fra historien, som alle er at finde på pladsen. Ved hver person, får man et stempel, og når alle er samlet kvitteres med en gave.

Arrangementet er inspireret af musicalen ”Skammerens Datter 2 – Det endelige opgør”, som er skrevet af Høg, Aagaard og Svanekier, og som Teatergruppen KLIMA opfører i Baltoppen LIVE til september. Musicalen er baseret på Lene Kaaberbøls romanserie om Skammerens Datter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *