Rulleskøjtetalent klar til EM
Nanna-1-copy.jpg
Nanna Møllegaard Andersen fra Ballerup skal for første gang deltage ved EM i kunstrulleskøjteløb. Foto: privatfoto
Kunstrulleskøjteløb Sidste år var hun med som tilskuer. I år er Nanna Møllegaard Andersen fra Ballerup selv udtaget til europamesterskaberne i kunstrulleskøjteløb.

Mens alle klassekammeraterne har holdt sommerferie, har sommeren for Nanna Møllegaard Andersen stået på benhård rulleskøjtetræning. Hun er nemlig blevet udtaget til Europamesterskaberne i kunstrulleskøjteløb, som afholdes på Azorerne i Portugal i starten af september.

Nanna skal deltage i kategorien solo i rækken cadet, som er for piger på 14-15 år. Man kender solo fra isskøjter, som minder om det, man laver på rulleskøjter og også indeholder pirouetter, spring, dragter og pallietter. Løberne løber både et kort og et langt program til egen musik og bliver bedømt på teknik, udstråling og koreografi.

Det er første gang, at Nanna er udtaget til europamesterskaberne og hun glæder sig meget.

»Det er meget surrealistisk at være udtaget«, siger Nanna og fortsætter:

»Sidste år var jeg i Italien og var tilskuer til europamesterskabet, og i år får jeg så chancen for selv at deltage. Jeg tror, det bliver den vildeste oplevelse.«

Med på landsholdet

Nanna bor i Ballerup og går i 9. klasse. Hun har løbet på rulleskøjter i syv år i Smørum Rulleskøjte Klub og træner fire gange om ugen. Derudover er hun også i Danmarks landsholdstrup, der træner 8-10 weekender om året, så hun har travlt året igennem med at deltage i stævner i både indland og udland.

»Det er superfedt at få mulighed for at tage så meget til udlandet med landsholdet, og man får rigtig mange gode oplevelser med fra hver tur,« fortæller Nanna og tilføjer at hun har det rigtig godt med de andre piger på landsholdet – også selvom de er konkurrenter.

Nanna tager til europamesterskaberne sammen med Victoria Runge fra Smørum Rulleskøjteklub samt Julie Davidsen og Nathalia Tjørnehøj, begge fra Frederikssund Rulleskøjteklub og Landstræner Louise Buch Kastrup.

Nanna Møllegaard Andersens egne forventninger til EM er at løbe to gode programmer, og se hvor langt niveauet rækker.

»Niveauet internationalt er meget højt, og der er nogle virkelige gode løbere fra Italien og Spanien. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver endnu mere inspireret og motiveret af at se dem løbe«, fortæller Nanna.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *