Hvad skal vi med en søbeskyttelseslinje?
Debat Det gør jo ondt på en sø, længe før man bygger ude i selve vandet!

I sidste uges avis bliver det slået fast, at Danmarks Naturfredningsforening med fuldt overlæg vælger ”ikke at råbe vagt i gevær” over planerne om at bygge inden for søbeskyttelseslinjen i Sømosen.

Frimann Skov skriver, at Sømosen ikke er ”et område med særlige naturværdier eller sjældne arter, der bidrager til biodiversiteten i Ballerup Kommune”. Jeg er lodret uenig i, at Sømosen ikke har særlige naturværdier, men jeg må medgive (indtil der foreligger undersøgelser), at et byggeri nok ikke direkte vil have indflydelse på sjældne dyrearter.

Men når naturens vigtigste ressource er plads, hvilket jeg ikke har hørt nogle protestere mod endnu, så betyder yderligere bebyggelse inden for søbeskyttelseslinjen de facto, at der kommer et fald i antallet af individer. Hvordan det indirekte og på sigt kan undgå at have indflydelse på alle arter – og dermed også de sjældne – er for mig en gåde.

Naturens kredsløb hænger jo sammen, og hvis man fjerner et stykke jord, så fjerner man også de planter og dyr, der lever på den jord.

Selvom jeg er uenig, så er det i mine øjne en legitim politisk holdning at prioritere uddannelse og økonomi højere end naturen, men at den bakkes op af DN er beklageligt.

’Den Store Danske’ fortæller, at biodiversitet: »er aktuelt pga. en voksende bevidsthed om »biodiversitetskrisen«, dvs. nedgangen i artsrigdommen som følge af tilvæksten i verdensbefolkningen og dennes krav på rum og resurser, og har fundet udtryk i flere internationale konventioner om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af biologisk diversitet.«

Jeg håber, at befolkningen tager godt imod vores regeringsprogram i Alternativet. Vi vil nemlig på nationalt plan indføre et grønt superministerium, der skal sikre, at alle politiske beslutninger ikke bare lever op til en økonomisk og social bæredygtighed men vigtigst af alt: Også den miljømæssige. Hvad med Ballerup? Der er fortsat ingen plan(et) B



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *