Veteraner skal have den støtte, de har behov for
Debat Den 17. juli kunne man i Ballerup Bladet læse Kim Pedersens læserbrev med overskriften ’Veteraner skal hjælpes’. I dette læserbrev påstås det at Enhedslisten, med undertegnede i spidsen, ”modsætter sig” at vores hjemvendte soldater får den bedste hjælp til at hele deres fysiske og psykiske skader.

I går aftes blev veteranpolitikken stemt igennem – og det med Enhedslistens stemmer.

For fornuftige mennesker er dette bevis nok for, at Kim Pedersens læserbrev tenderer løgn og propaganda, men tillad mig at bruge lidt spalteplads på at fjerne enhver tvivl, ved at henlede opmærksomheden på hvad jeg rent faktisk sagde den 25. juni 2018, da punktet var på dagsordenen til mødet i kommunalbestyrelsen:

»Lad mig starte med at gøre klart: Jeg og Enhedslisten har stemt for at vi skal have en Veterankoordinator. Jeg og Enhedslisten stemmer altid for, at veteraner skal have al den støtte de har behov for, det håber jeg ingen er i tvivl om.«

Jeg afslutter min indledning med slå fast at vores veteraner har krav på vores støtte.

Hvordan nogen kan være vidne til ovenstående ytringer og derefter konkludere, at jeg og Enhedslisten ikke ønsker at hjælpe vores hjemvendte veteraner, ja, det ligger udenfor mine forståelsesevner.

Jeg ærgrer mig over at det er nødvendigt for mig at skrive dette læserbrev, blot for at gøre klart, det der allerede bør være klart for alle interesserede. Men jeg minder mig selv om, at det er første gang, jeg har måttet skrive et sådan læserbrev i min tid i kommunalbestyrelsen, og det synes jeg egentlig siger rigtig meget om niveauet og den generelle tone i vores debat her i bladet – og det kan da kun siges at være positivt!

Så lad mig slutte af med takke alle de borgere, og i særdeleshed mine kommunalbestyrelseskolleger, der bruger deres tid på substans, dialog og reel meningsudveksling, i stedet for på spin, propaganda og splid.



1 kommentar om “Veteraner skal have den støtte, de har behov for”

  1. kim pedersen siger:

    Prøv dog at kigge på hvad du selv udtaler i det Ballerup Blad jeg skriver mit læserbrev udfra. Du jo fuldstændig
    utroværdig og ikke i tridt med dine egne udtagelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *