Større bilhuse kan snart være på vej
udbygning Et nyt forslag fra Erhvervsministeriet er nu sendt i høring. Det giver muligheder for at bygge meget større forretninger.

Det har længe været et ønske fra blandt andet bilforhandlerne i Ballerup, at de kunne bygget nogle større forretninger og dermed præsentere Ballerup Bilby endnu bedre som en attraktiv og samlet enhed.

Nu ser det ud til, at deres bøn kan være hørt. Erhvervsministeriet har netop sendt et forslag til et nyt landsplan- direktiv i høring, der skal give plads til såkaldte ’aflastningsområder’ i fire nye kommuner. Områderne skal aflaste bymidten, hvor der ofte ikke er plads til meget store butikker som forhandler eksempelvis elektronik, møbler eller altså biler.

Det betyder at der fremover, hvis forslaget vedtages endeligt, vil være syv såkaldte aflastningsområder i hovedstadsområdet, deriblandt altså i Ballerup.

Et unikt område

Forslaget er kommet i stand efter konkrete ansøgninger fra en række kommuner i hovedstaden og her har ministeriet altså fundet, at netop Ballerup kan få tilladelse til et område med store butikker.

»Baggrunden for ansøgningen var, at Ballerup Bilby længe har ønsket at få mulighed for at bygge større forretninger. Som det er nu, er der begrænsninger på, hvor stort man må bygge i hovedstadsområdet for at regulere detailhandelen. Men med det nye forslag kan Ballerup Bilby, som vi anser for at være en vigtig del af Ballerups erhvervsliv, udvide deres forretninger og blive mere attraktive. Derfor er vi glade for, at netop Ballerup er blevet udvalgt,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Han mener, at området omkring Malmparken og de mange bilforhandlere er et unikt område, der bidrager væsentligt til både arbejdspladser og dynamikken i Ballerup som erhvervskommune.

Gavner handelen

Et aflastningsområde har mulighed for et maksimalt bruttoetageareal på udvalgsvarebutikker på 60.000 kvadratmeter. Butikkerne skal være over 1000 kvadratmeter pr. stk og i Ballerup må der ikke laves dagligvarebutikker, altså ingen supermarkeder med madvarer.

»Med ændringen af planloven i 2017 blev der indført nye detailhandelsmuligheder med aflastningsområder, hvor der er tilstrækkeligt kundegrundlag. Det er min forventning, at disse nye muligheder vil gavne detailhandelen,« siger Erhvervsminister Rasmus Jarlov (C).

Der er ifølge borgmester Jesper Würtzen ingen konkrete planer om at udbygge med andre former for megabutikker udover at udvide bilforretningerne i bilbyen, men han vil heller ikke afvise, at man på sigt kan bruge ledige arealer andre steder i kommunen til nye store butikker.

Forslaget til de nye landsplandirektiv er nu i høring frem til den 17. oktober og det forventes, at direktivet udstedes endeligt i efteråret 2018.

Udover Ballerup er der også forslag om at etablere nye aflastningsområder i Hillerød, Lyngby og Ishøj, ligesom et allerede eksisterende område i Helsingør skal udvides.



1 kommentar om “Større bilhuse kan snart være på vej”

  1. O.Jensen siger:

    Ledige arealer til bebyggelse = mindre natur og grønne områder
    Det må være Grøn vækst ud fra kommunens premise .
    Desværre er kommunen et stort osende trafikeret kaos .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *