Smørum Golfklub fejrer 25 år
SmorumGK_Luft_2006.jpg
Luftfoto fra 2006 af Smørumgård Golfklub med driving rangen, der i dag har verdens mest teknologiske udstyr installeret. I forbindelse med jubilæet er P-pladsen blevet renoveret. Foto: Smørum Golfklub
golf I weekenden fejrer medlemmerne i Smørum Golfklub 25-års jubilæum, som blandt andet markeres med en 25-hullers jubilæumsturnering. På mandag er der reception.

I dag er Smørum Golfklub en 100 procent medlemsejet klub, og tillige Danmarks største golfklub med over 2.500 medlemmer. Klubben råder over 51 golfhuller og en driving range med 56 udslagssteder, hvor der i alle båse er installeret TrackMan Range. De 25 af båsene er overdækkede og opvarmede, ligesom der også er et professionelt træningsstudie.

»Vi favner enormt bredt, når vi ser på vores medlemsskare, som tæller alt fra helt nye, der aldrig tidligere har spillet golf, hen over klubgolferen, til elite- og Europa Tour-spillere. At vi favner så bredt, er en central del af vores hjerteblod. Og vi må bestemt ikke glemme vores juniorafdeling,« siger golfmanager Brian Stig Jørgensen.

Historisk set blev Smørum anlagt i 1991 efter at ægteparret Jette Buschard og Leif Christensen havde været i England og prøvet pay&play-konceptet. Sådan et koncept, tænkte de, skal indføres i Danmark. De allierede sig med et andet par, Inger og Hans Voldmester, og så gik arbejdet i gang med at etablere en golfklub.

Undervejs blev der inddraget landbrugsjord til formålet, og 8. september 1993 var Smørum Golfcenter en realitet – med 51 medlemmer.

Herre i egen klub

Herefter kom der for alvor gang i væksten, og allerede i juni 1994 blev den første ni-hullers bane taget i brug. Året efter, i 1995, kom der endnu en bane, denne gang med 18 huller, og i 1996 blev klubben medlem af Dansk Golf Union.

I 2013 skete en af de største ændringer i klubbens historie:

»Efter en del overvejelser blev det besluttet – efter aftale med Jette Buschard – at den medlemsejede Smørum Golfklub 1. juli 2013 købte den private driftsvirksomhed, Smørum Golfcenter, ud. Det var en rigtig stor beslutning, da det betød, at klubben gik fra at være en klub under et golfcenter, til at blive ”herre i egen klub”,« fortæller Brian Stig Jørgensen.

I jubilæumsåret kan Smørum Golfklub blandt andet se tilbage på, at klubben fire gange har vundet DM og igen i år spiller med om danmarksmesterskaberne. Hertil skal føjes, at flere af de for tiden aktive, professionelle golfspillere har været – eller stadig er – medlemmer af Smørum Golfklub.

Mandag den 3. september fra klokken 15 til 18 holder klubben reception, hvor alle er velkommen – også selv om man endnu ikke spiller golf.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *