Fire millioner kroner skal forvandle grusbanen til parkeringsplads
P-plads-1-1.jpg
Den store ’grusbane’ bag rådhuset bruges allerede nu til parkering. Nu skal den asfalteres og gøres til en ’rigtig’ parkeringsplads. Foto: Ballerup Bladet
planer For at aflaste og understøtte bymidten har politikerne bevilget penge til at etablere en stor p-plads bag Ballerup Rådhus.

Der er gang i byudviklingen i Ballerup og med etableringen af den nye banegårdsplads vil der forsvinde en række parkeringspladser. Samtidig forventes det, at flere vil lægge vejen forbi den nye bymidte og derfor skal der etableres nye p-plader i området.

Et af de områder er det store grusreal bag Ballerup Rådhus, hvor en enig kommunalbestyrelse mandag besluttede at bevilge fire millioner kroner til at omdanne halvdelen af grusarealet til omkring 100 nye p-pladser.

Sammen med pladserne på Lindevænget og Hold-an Vej ved en eventuel indsnævring, kan de nye p-pladser skabe plads til den trafik, der må forventes i bymidten i fremtiden.

Behovet for de nye pladser gøres endnu mere aktuelt af, at Jobcentret flytter fra Baltorpvej til rådhuset, hvilket vil skabe mere trafik.

Det er nemlig forventningen, at p-pladserne på grusarealet primært vil kunne bruges af ansatte og folk med ærinde på rådhuset og at man derfor vil få frigivet plads på den store p-plads foran rådhuset til handlende, ansatte og andre med ærinde i bymidten.

»Allerede nu bliver områder brugt som p-plads, men det er ikke funderet og bliver noget sjap, når det regner. Så nu asfalterer vi og gør det til en ordentlig p-plads,« siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Hella Hardø Tiedemann (A).

Samtidig vil der blive etableret to-timers p-pladser foran rådhuset for at skabe bedre parkeringsmuligheder for brugere af rådhuset. De to taxapladser foran helsehuset bliver desuden nedlagt, da de ikke bliver brugt.

»Jeg kunne også godt tænke mig tre og fire-timers parkering på nogle af pladserne, så folk der holder møde på rådhuset faktisk kan nå det. Det bliver så de pladser tættest på rådhuset, mens dem som ligger tættest på byen ingen tidsbegrænsning får,« siger Hella Hardø Tiedemann.

Der skal i øvrigt indtænkes afledning af regnvand i projektet, så området også er fremtidssikret i forhold til store regnmængder.

Etableringen af den nye p-plads går i gang snarest muligt.



1 kommentar om “Fire millioner kroner skal forvandle grusbanen til parkeringsplads”

  1. O.Jensen siger:

    Etabler en park med store træer i stedet for .
    Det har udviklet sig til en parodi med den iver der er over, at klistre kommunen til med asfaldt .
    Det er en Grøn kommune ,eller er den !

Skriv et svar til O.Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *