Jobcentret rykker ind på rådhuset
jobcenter_3-1.jpg
Jobcenter Ballerup rykker snart ind på Ballerup Rådhus. Kommunen vil gerne ud af de dyre lejede lokaler og efter at have regnet på det, kan det bedst betale sig at rykke jobcentret ind på rådhuset. Foto: Flemming Schiller
flytning Jobcenter Ballerup rykker ikke som planlagt ind i Kasperskolens lokaler. Nu skal det i stedet ind på Ballerup Rådhus.

I lang tid har det været meningen, at Jobcenter Ballerup skulle flytte ud af de nuværende lejede lokaler på Baltorpvej og ind i Kasperskolens bygninger længere nede ad Baltorpvej. Det skulle efter planen ske, når skolen rykker til Skovlunde næste år. Men nu er planerne ændret.

Planen er nu, at jobcentret fra den 1. november 2019 skal ligge på Ballerup Rådhus, hvor man således får samlet de fleste kommunale services under samme tag.

Grunden til de ændrede planer skyldes blandt andet prisen.

Alt for dyrt

»Det har hele tiden været planen, at vi skulle rykke jobcentret ud fra de nuværende lokaler. Vi betaler fire millioner kroner i husleje om året og det er en udgift, vi gerne vil undgå. Meningen var så, at vi skulle rykke jobcentret til Kasperskolens lokaler, men vi har regnet intenst på det og fundet ud af, at det vil blive alt for dyrt at indrette skolen til jobcenter. Uanset hvad, så ville det ikke rigtig komme til at fungere og så vil vi ikke kaste så mange penge efter det. Så i stedet rykker vi jobcentret ind på rådhuset fra den 1. november 2019, hvis alt går efter planen,« siger kommunaldirektør Eik Møller.

Han fortæller, at Ballerup Kommune allerede har været i kontakt med entreprenører, der kunne være interesserede i at leje eller købe den gamle skole til andre formål.

»Skolen ligger jo helt centralt. Tæt på bymidten, Ballerup Centret og alt det andet, som sker i området. Så det er da klart et attraktivt byggeri. Men der er ikke noget fastlagt endnu,« siger Eik Møller.

Det hele samlet

Selvom der nu skal skabes plads til 130 ekstra ansatte på rådhuset, bliver det ikke nødvendigt at bygge en ny fløj eller andet på rådhuset. Alt kan klares med indvendig omrokering.

»Vi har ikke behov for at bygge nyt, hvilket er godt, for byggeudgifterne er vildt høje for tiden. Vi fandt ud af, at vi godt kunne rumme de ekstra funktioner og ansatte i de eksisterende rammer på rådhuset. Vi inddrager nordfløjen på Parkskolen, som bliver indrettet til nogle af rådhusets ansatte og så rykker vi musikskolen og ungdomsskolen ind i andre lokaler, men stadig på Parkskolen. Dertil kommer, at vi selvfølgelig skal indrette rådhuset på en ny måde, men det er der faktisk plads til, hvis vi indrette os smart. Så fra næste efterår får vi én indgang for borgerne, næsten uanset hvad det drejer sig om. Det synes vi er en rigtig god løsning,« siger Eik Møller, som understreger, at frem til den 1. november 2019, vil det være ’business as usual’. Det betyder, at Jobcenter Ballerup vil være at finde nøjagtig samme sted, som det hele tiden har været.

»Vi ved mere om detaljerne ved årsskiftet, når vi har fået behandlet planerne politisk. Men vi regner som sagt med 1. november 2019. Der skal dog ikke meget til, før planerne skrider nogle måneder. Men indtil næste efterår er alt som det plejer at være,« siger Eik Møller.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *