Vi bor i en by, hvor erhvervslivet trives
Debat Trods en lille tilbagegang i dette års Erhvervsklimaundersøgelse fra DI, Lokalt Erhvervsklima 2018, så ser det ikke så skidt ud for Ballerup Kommune. En plads som nummer 43 ud af 93 viser, at vi bor i en by, hvor erhvervslivet ikke er helt glemt.

Sådan mærker jeg det også selv. Men det er godt at blive bekræftet i, at andre virksomheder også oplever det – faktisk ligger Ballerup nummer 33, hvis man spørger de lokale virksomhedsledere, om de overordnet er tilfreds med kommunens erhvervsservice.

Et andet sted, hvor Ballerup klarer sig godt, er på infrastrukturen. Og det er vigtigt. Jeg ved fra min egen hverdag, hvor afgørende det er, at det er let for medarbejderne at komme til og fra arbejde. Og hvor vigtigt det er, at varer kan komme fra A til B. Det er ofte det, som afgør, hvor man ønsker at placere sin virksomhed.

Men der er en grund til Ballerup ikke ligger nummer 1 i erhvervsklimaundersøgelsen. En af de kategorier, hvor kommunen ligger knap så godt, er på arbejdskraft. Kommunens jobcenterfunktion bliver ikke vurderet særlig godt.

Derudover svarer næsten 34 procent af de adspurgte virksomheder, at de har rekrutteret forgæves inden for det sidste år.

Den første del er værd at se nærmere på for Ballerup Kommune. Den anden del er desværre en tendens, vi ser mange steder: Mangel på arbejdskraft! På Vestegnen viser tallene, at det særligt er de faglærte medarbejdere, som virksomhederne mangler.

Og det er igen et område, som kommunen skal rette fokus på: Flere unge skal på erhvervsuddannelserne, og flere unge skal stifte bekendtskab med industrien allerede i folkeskolen. Vi åbner gerne dørene for folkeskolens elever. For uden dygtige medarbejdere, så er der ingen virksomheder.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *