World Trade Center fejrer de første fire år
WTC-Ballerup_-copy.jpg
World Trade Center i Ballerup fylder fire år, hvilket bliver fejret med åbent hus. Snart bygger World Trade Center også i højden. Foto: Arkivfoto
udvidelse Kontorhotellet WTC i Ballerup har nu ligget i Lautrupområdet i fire år og gør klar til en stor udvidelse med et 15 etager højt tårn med omkring 20.000 nye kvadratmeter.

Det er fire år siden, at det gamle Siemens hovedkvarter på Borupvang blev indrettet til et kontorfællesskab med det velklingende navn World Trade Center. Siden er successen blevet markant, og der er i dag næsten fuldt hus i kontorerne, hvor små såvel som større virksomheder har fundet en plads i det pulserende hus.

Fødselsdagen bliver fejret med åbent hus onsdag den 12. september klokken 12-14. Dagen markeres med lagkage og bobler og mulighed for en uforpligtende rundvisning, hvis man er på jagt efter nyt kontorlejemål, møde- og konferencefaciliteter eller en klinik i WTC Healthcare Center.

Siden åbningen har mere end 110 virksomheder, fra en bred vifte af brancher, valgt at drive deres forretning fra huset og samtidig blive en del af det globale WTC netværk.

»Denne store spredning flugter helt med vores ønske om at skabe et levende miljø, hvor mindre og større virksomheder kan trække på fælles faciliteter samt møde nye kunder og samarbejdspartnere her i huset,« siger direktør Benedicte Rønje, World Trade Center Ballerup.

Dermed flugter World Trade Center Ballerup den internationale trend, hvor virksomheder i stigende grad søger øget fleksibilitet ved at leje sig ind på kontorhoteller med få serviceydelser eller i business centre med hele service-paletten.

Stadig plads

Benedicte Rønje glæder sig over de mange virksomheder og klinikker, men understreger, at der fortsat er plads til flere i World Trade Centret. Og uanset antallet af kvadratmeter er filosofien den samme: At virksomhederne i høj grad selv kan påvirke indretningen og samtidig spare penge ved at dele eksempelvis reception, kantine, mødelokaler, fitnesscenter.

Kongeegen A/S, der står bag World Trade Center, har netop fået byggetilladelse til opførelse af et 15 etagers tårn. Udvidelsen på knapt 20.000 kvadratmeter giver plads til både små og store virksomheder samt tilfører endnu et produkt til paletten: Serviced apartments. Samtidig styrkes World Trade Center Ballerup yderligere som møde- og konferencecenter.

»Møder og konferencer bidrager til at styrke den forretningsmæssige mangfoldighed i huset. Filosofien bag WTC Ballerup er jo at skabe et åbent og imødekommende forretningsmiljø, hvor man både trives som virksomhed og som gæst til en konference eller et møde her i huset. Vi er nået et godt stykke vej, men har endnu større ambitioner med flerbrugerhuset, der i sit koncept går godt i spænd med det internationale WTC brand, som vi jo er en del af,« siger Ib Henrik Rønje, ejer af Kongeegen A/S.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *