Kampen for fair udligning fortsætter
byskilte_ballerup_3-1.jpg
Ballerup har i et par år været medlem af gruppen ’Stop forskelsbehandlingen nu’. Den består af 34 hovedstadskommuner, der vil have en mere rimelig fordeling af udligningspengene. Nu har kommunalbestyrelsen besluttet, at kommunen fortsat skal være medlem. Foto: Arkivfoto
økonomi Selvom situationen er uafklaret, vil Ballerup Kommune fortsat samarbejde med andre kommuner om at få en bedre udligningsordning.

Blandt de ting, som kan få en borgmester op af stolen er den kommunale udligning. Altså den statslige fordeling af penge fra de ’rige’ kommuner, primært i hovedstadsområdet til de ’fattige’ kommuner i mere landlige egne af Danmark.

Blandt de kritiske røster overfor den nuværende udligningsordning er Ballerups borgmester Jesper Würtzen (A), som sammen med 33 andre hovedstadskommuner siden 2016 har været medlem af netværket ’Stop forskelsbehandlingen nu’.

Netværket har netop til formål at råbe op med én kraftig hovedstadsstemme overfor regeringen og gøre opmærksom på, at udligningsordningen er urimelig overfor hovedstadens kommuner og at der skal ske en mere retfærdig fordeling af de penge, der flyder mellem kommunerne.

Fortsat medlemsskab

Nu har kommunalbestyrelsen belsuttet, at Ballerup stadig skal være med i det netværk, så man fortsat kan påvirke Christiansborg. Alle partier undtaget Enhedslisten stemte for.

Det var vigtigt for politikerne, at netværket forsætter sit arbejde, selvom det ikke lykkedes i første omgang at få gennemført ændringer af udligningssystemet i foråret.

Man forventer, at diskussionen fortsætter både på Christiansborg og gennem de øvrige kommunale grupperinger som ’Bedre Balance’ og ’Danmark på Vippen’ og derfor skal hovedstadens interesser fortsat varetages af ’Stop forskelsbehandlingen nu’.

Fremover vil den politiske styregruppe blive udvidet og sammensat på tværs af politiske partier samt på tværs af kommunernes geografiske placering. Derfor skal der etableres et permanent sekretariat, der kan bygge videre på de ressourcer og den viden, som op byget op i netværket indtil nu.  Medlemsprisen for Ballerup Kommune vil blive 48.000 kroner om året.

Det er for let

Ikke alle var dog begejstrede for, at Ballerup fortsat skal være medlem af det kommunale netværk.
Enhedslisten stemte som det eneste parti i kommunalbestyrelsen imod. Ikke fordi partiet er imod, at udligningen skal være mere rimelig, men fordi man føler, at det er blevet til en kamp mellem kommunerne i stedet for en fælles kamp mod staten.

»Enhedslisten har ment, at udligningskampen tidligere var en kamp for at forsvare os selv, kommune for kommune. Men nu er forhandlingerne brudt sammen og vi fik en tænkepause. Den tænkepause synes vi, at kommunerne skal bruge til at samle alle kommuner under en gruppering, så vi kæmper som en samlet kommunestemme mod staten. Med alle de kommunale grupper der findes nu, så virker det mere som en kamp mellem kommunerne. Så bliver det for nemt for staten at give lidt til enkelte kommuner og tage lidt fra andre og så vinder ingen noget,« siger Ali Abbasi, gruppeformand for Enhedslisten.

Han opfordrer derfor til, at alle kommuner, ’rige’ som ’fattige’, samles i en gruppe under KL og går samlet for at få flere penge fra staten.

Hamrende usolidarisk

»Det handler ikke om, at vi skal tage penge fra hinanden, men fra staten. Men det var der ikke stemning for, og derfor bliver alt det samme som det hele tiden har været, og vi kommer nok ingen vegne. Derfor ender det sikkert med, at det bliver de kommuner der er mest trængt, som får mindst ud af det og det synes vi er hamrende usolidarisk,« siger Ali Abbasi som forklaring på, at partiet stemte imod den videre deltagelse i ’Stop forskelsbehandlingen nu’.

Han regner dog med, at forhandlingerne og diskussionen om udligningen vil fortsætte efter folketingevalget.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *